En aften med musik og tango

Sydamerikanske rytmer og sensuel tangodans

Udgivet:07. oktober 2021, 08.10

Læsetid:1 minut

Der bliver både mulighed for at se på, men også selv at kaste sig ud i tangoens grundtrin. Her har et par kastet sig ud i den sensuelle dans i gågaden i Herning. Foto: Pr-foto

TANGO I forbindelse med Fællesskabsugen i Ikast Brande Kommune arrangeres fredag 8. oktober i Kunstpakhuset i Ikast klassisk tango-koncert med tango-show indslag under koncerten af tango-danserne Eva Refshauge og Svenning H. Sørensen fra Kulturforeningen Tango MidtVest, hvor de fremmødte vil opleve den sensuelle argentinske tango-dans med sit dragende væsen, som fascinerer verden over.

Det er den italienske violinvirtuos Roberto Sarno og pianisten Patricio Moya fra Chile, som vil gøre aftenen musikalsk spændende og udtryksfuld.

De er begge bosat i Danmark og er især kendt for deres Astor Piazzolla fortolkninger og deres klassiske tangorepertoire. Og arrangørerne tør godt love publikum en koncertoplevelse ud over det sædvanlige, når de to passionerede tango-musikere demonstrerer deres musikalske kunnen.

Koncerten er også en fejring og hyldest af 100 året for den verdensberømte klassiske tango-komponist Astor Piazzolla, hvor publikum vil opleve en række af hans berømte klassiske værker. Han blev født i 1921 og fejres i år verden over.

Øvrige kendte tangokomponister på programmet er blandt andre Carlos Gardel, verdensberømt filmskuespiller, komponist og tangosanger.

Som et ekstra tilbud er der efter koncerten arrangeret en gratis tango-intro-workshop i Jernbanecaféen. Her kan man lære nogle grundtrin til den argentinske tango. Det gælder både par, men er man alene, så behøver man ikke fortvivle. Det kan jo være, at der venter en anden enlig til dansegulvet.

Det er gratis at være med til det hele.

Arrangementet er blevet til i et samarbejde mellem Kunstpakhuset og Jernbanecafeen samt Tango Midtvest.

Patricio Sarno på violin og Roberto oya på piano giver tango-koncert. Foto: PR-foto