Julerestriktioner: Julemanden har også coronapas

Julemanden lagde søndag vejen forbi Bording for at tænde byens juletræ og dele slik ud til børnene. De fleste børn og voksne fulgte med videre til forsamlingshuset

23. november 2021, 13.02

Nedtælling til tænding af byens juletræ er ikke at spøge med, der skal tælles højt og tydeligt; ellers kommer der ikke gang i lysene. Foto: Henrik Ole JensenFoto: Henrik Ole Jensen

JUL Forventningens glæde var stor blandt de mange børn, som havde taget forældre og bedsteforældre med til juletræstænding i Bording søndag eftermiddag.

Bording Erhvervsforening stod bag arrangementet, og traditionen tro blev det hele indledt med, at Bording Tamburkorps spillede, mens julemanden kørte i hestevogn fra FDF-huset på Østervang i retning mod det store juletræ på Bredgade.

På turen og ved juletræet blev der uddelt rigelige mængder karameller.

Med hjælp fra de ivrige børn fik julemanden klaret nedtællingen, og der kom endelig lys i det høje træ.

Luft mellem stolene

At dømme ud fra det massive fremmøde var den hyggelige eftermiddag i selskab med naboer og andre kendte ansigter tydeligvis savnet, efter man i 2020 helt måtte aflyse.

Efter lysene i træet var tændt, begav de fleste sig til forsamlingshuset, hvor Bording Erhvervsforening bød på kaffe og småkager til de voksne, mens der var saftevand og gratis slikposer til børnene.

På et normalt år uden corona ville alle stole i salen være optaget. I 2019 var der dækket op til 280.

Men i denne tid er intet, som det plejer. Der skulle vises gyldigt coronapas for at komme ind i forsamlingshuset, hvor der kun var dækket op til 160.

Todelt slikuddeling

Én ting kan corona dog ikke rykke ved, og det er børnenes glæde over at få en slikpose af selveste julemanden.

Bording Erhvervsforening har efterhånden været leverandør af julestemning i så mange år, at der naturligvis var slik nok til alle.

Der var endda pakket lidt ekstra i år, så antallet nåede op på 275 poser.

En del blev traditionen tro udleveret inde i forsamlingshuset, men på grund af corona tilbød julemanden også en udleveringsseance ude i den friske luft.

Bording Tamburkorps førte an i juleoptoget. Foto: Henrik Ole Jensen Foto: Henrik Ole Jensen