70 år

Anders Nielsen med rødder i Hestlund ved Ikast

Udgivet:05. januar 2016, 14.25

Læsetid:1 minut

Anders Nielsen fyldte tirsdag, 70 år ?foto privat

7 år siden

FØDSELSDAG Jobkonsulent Anders Nielsen, Fåborgvej 13, Randers, fylder 70 år den 5. januar. Han er født og opvokset i Hestlund ved Ikast som den ældste søn ud af en søskendeflok på fire drenge. Hans forældre drev et lille landbrug, og så snart han kunne, tog han del i landbrugsarbejdet. Hans første tre års skolegang var kun hver anden dag i Hestlund forskole. Som ung arbejdede han ved landbruget, og senere kom han til at arbejde på tekstilfabrikken WIKI-badetøj i Ikast. Han begyndte som strikker på skiftehold, men blev snart værkfører. Da meget tekstilproduktion forsvandt ud af landet i løbet af firserne, blev han sagt op. Det fik ham og hans kone Elly til at flytte fra Bording til Randers for at blive ledere af KFUM's Soldaterhjem i Randers. Det var de fra 1989 til 1994. Efter et halvt års arbejde på Hjulfabrikken i Hadsten, blev han i 1995 han ansat i Krifas Hobro-afdeling som a-kassekonsulent. I 2002 blev han afdelingschef for den daværende afdeling i Aars, og da den blev nedlagt i 2007, blev han jobkonsulent i Krifas Randers-afdeling, hvor han stadig arbejder. Han oplever stillingen som jobkonsulent som det bedste job, han har haft, fordi han med opmuntring, sparring og inspiration kan gøre en positiv forskel i jobsøgende menneskers liv. Han sidder i bestyrelsen for Indre Mission i Randers og bruger ellers sammen med sin kone tid på deres 4 børn og 11 børnebørn og på at tage på camping om sommeren.