Fodboldgolf i Munklinde klar igen

Midtjysk Fodboldgolf har åbnet banerne efter et års pause på grund af brand

1. august 2018, 05.24

Michael Davidsen (t.v.), Bo Kiilerich og Johni Jensen morede sig med at skyde til måls. Foto: FLEMMING HANSEN

MUNKLINDE Fredag 29. juni åbnede Midtjysk Fodboldgolf op igen efter næsten et år, hvor der har været lukket. Og det glæder ejerne, bostedet for psykisk udviklingshæmmede, Moesgaard i Kibæk, sig til.

Der har været lukket, siden der sidste sommer var der brand i huset hos Midtjysk Fodboldgolf i Munklinde. Det var en omfattende brand, der ødelagde hele huset, og det har været skyld i at banen i snart et år har været lukket - for et nyt hus skulle bygges op fra bunden.

Et par flittige måneder

Hver onsdag tager et hold fra bostedet ud til banerne i Munklinde for at arbejde. Der skal slås græs, trimmes buske og banens mange forhindringer skal vedligeholdes. Der har været nok at se til for de 12-13 beboere, der har glæde af stedet.

- Vi har brugt hele maj og halvdelen af juni på at få alting sat i stand igen. Det har været sjovt, og mange beboere har været med til det - det har især været pragtfuldt med det gode vejr, fortæller Torben Schneider, der er værkstedsmedarbejder på Moesgaard.

Det er han ikke ene om at synes.

- Herude har vi noget sammen, og vi kan se, at det vi laver, er et godt stykke arbejde, fortæller beboeren Jan Jensen.

Selve genopbygningen af den lille hytte og overdækkede terrasse derude, er det dog professionelle, der har taget sig af.

Arbejdet betaler sig

Da Midtjysk Fodboldgolf i sin tid åbnede, var det 12 mænd fra Ikast og omegn, der drev det. I 2012 overtog institutionen Moesgaard det, og det er pædagog og koordinater ved Moesgaard, der også er og en af de oprindelige initiativtagerne til banerne, Bo Kiilerich, rigtig glad for.

- Det er en god beskæftigelse, hvor vi kan lave noget, som andre også har glæde af, siger han.

Og så er der også det, at det er en beskæftigelse, der kaster noget profit af sig.

- Vi har faktisk en del kunder. Måske et par tusinde om året, og det giver os mulighed for at tage på ture - eksempelvis i sommerhus og en enkelt gang var vi også i Disneyland, fortæller han glad, mens et par borgere og et par pædagoger er i fuld gang med at spille fodboldgolf.

De driller hinanden meget, men det er hjerteligt. Det skinner tydeligt igennem, at det ikke bare er arbejdet på boldbanerne, men også hyggen i det at have noget at være fælles om, der gør, at Midtjysk Fodboldgolf er en succes for bostedet.

Mere samvær

Da huset brændte ned sidste sommer, og der skulle arbejdes med forsikringsselskabet og en mulig genopbygning, var det ikke givet, at det skulle bygges op igen. Det er en af grundene til, at Midtjysk Fodboldgolf først åbner op igen efter et år.

- Vi var i tvivl, for det er jo et stykke arbejde herude, men det gav bare mening at fortsætte. Det er et af de bedste tilbud vi har på Moesgaard, siger Bo Kiilerich og uddyber:

- Det er dejligt at åbne op igen, borgerne har savnet at gå og arbejde her. Det er vigtigt for dem at have noget at stå op til, og det er bare en frihed i det herude, de kan køre rundt på en havetraktor eller tage et motorsavnkursus, siger han.

Mens de spiller fodboldgolf og fortæller om arbejdet, er de - pædagoger og beboere - enige om, at de fremover skal være bedre til at prioritere også selv at spille bold og bruge tid sammen på banerne. Det kaster nemlig en hel del grin af sig.

Beboeren på Moesgaard, Johni Jensen, gjorde hvad han kunne for at lave det helt rigtige spark til det perfekte billede. Det lykkedes heldigvis. FOTO: FLEMMING HANSEN
Bo Kiilerich er en af de oprindelige initiativtagere til Midtjysk Fodboldgolf. Han er rigtig glad for, at stedet blev solgt til bostedet Moesgaard, hvor han også arbejder, for beboerne har stor glæde af arbejdet med at vedligeholde banerne. FOTO: FLEMMING HANSEN