
Planteskolen beskærer sig selv
Indehaverparret Lone og Eg Hammer Larsen glæder sig til at nyde foråret
Udgivet:15. juni 2016, 06.46
Læsetid:4 minutter
Lone og Eg Hammer Larsen har siden 1980 drevet Ikast Planteskole. Den 1. juli låser de døren, men drejer først nøglen endelig ved årsskiftet. De glæder sig blandt andet til at kunne nyde foråret....hvor de altid har haft travlt ?foto Laila Kempel
7 år siden
PLANTeSKOLEN I 67 år har familien Larsen vandet, gødet og sået på Vestergade i Ikast.
Men 1. juli er det slut. Indehaverne Lone og Eg Hammer Larsen har længe vidst, at de denne dag ville låse døren for helt at dreje nøglen ved starten til 2017.
- Det er noget, vi har besluttet for flere år tilbage - og det er kun blev mere aktuelt med planerne i Vision Vestergade, siger Eg Hammer Larsen.
En planteskole kan man ikke lukke fra den ene dag til den anden. Der er fortsat både planter og træer, der skal passes og plejes.
- Derfor vil jeg kunne træffes på min telefon. Jeg håber da også, at jeg på sigt kan gøre nytte. Jeg ved ikke helt præcis hvad det skal være. Men måske som en slags konsulent, der kan komme med gode råd og hjælpe med en haveplan hist og her, siger Eg Hammer Larsen.
Mere end dufte
Han og hustruen Lone har i mange år været vant til lange arbejdsdage, og for Eg er det ikke en drøm at kunne sætte sig hen i et hjørne og nøjes med at nyde duften af engelske roser.
- Jeg har altid været glad for mit arbejde, og aldrig været ked af at komme af sted. Derfor har jeg meget svært ved at se mig selv være pensionist, siger de 66-årige gartner.
Han voksede op på planteskolen, som hans forældre drev frem til 1966. Hans mor drev den videre i et par år inden Eg og hustruen købte den i 1980.
- Men desværre er der ingen af vores børn, der har lyst til at tage over. Og tiden er nok også en anden. I dag kan man jo købe planter alle vegne. På Morsdag kan man købe buketter hos bageren, så der er hård konkurrence, siger Eg og erkender, at der nok ikke findes nogle unge gartnerne, der vil have modet til at overtage.
Råd og vejledning
Eg har til gengæld nydt at kunne dele ud af sin ekspertise som faguddannet med mange års erfaring. Han har sat pris på at kunne give sine kunder den rette vejledning.
- Og det er simpelthen så dejligt, at vi har kunder, der er kommet i flere generationer. Mange har udtrykt bekymring for, hvor de nu skal gå hen. I supermarkederne er der masser af blomster til salg - men der følger ingen gode råd med, konstaterer han.
Tillidserklæring
- Det er jo en enorm tillidserklæring, at kunderne kommer igen. Nogle kommer - i sæsonen - flere gange i ugen , siger han.
Eg er vokset op med grønne fingre og oplever - trods de mange år - stadig glæden ved at producere planter. Det er en fornøjelse og se dem vokse og gro, siger Eg Hammer Larsen
Parret har for flere år siden lagt planer for, hvordan »afblomstringen« af Planteskolen skulle foregå, men er blevet indhentet af udviklingen i Ikast.
- Vi havde tænkt på at have en planteskolen, der kun holdt åben i tre måneder om sommeren - men med Vision Vestergade og en ny lokalplan på trapperne, bliver det ikke sådan, siger parret, der er i forhandling med ejendomsselskabet bag udvidelsen af Den internationale Skole, som er meget interesseret i at købe nogle af de 6,5 hektar jord, der er en del af virksomheden.
Ud over konsulentopgaver hist og pist, så glæder parret sig til for alvor at prøve at nyde foråret.
Foråret fra autocamper
- Vi har købt en splinterny autocamper. Og planen er, at vi på et tidspunkt kører til Sydeuropa sidst på vinteren og så følger vi foråret hele vejen op igennem Europa. Vi har aldrig haft tid til at nyde foråret. Det er vores travleste tid på året, siger parret.
Eg har tre motorcykler, som han glæder sig til lufte lidt mere. Sommerhuset på Fanø skal også bruges lidt mere.
- Og ja så har vi da også en have selv, som ikke passer sig selv. Selvom vi har lagt den an, så den stort set har passer sig selv - med lidt kraftig beskæring ind imellem - så er det måske tid til at vi skal nyde den lidt mere, siger Lone, der som 62-årig ser frem til en tilværelse som efterlønner.
Planteskolen lukker altså den 1. juli, men der er planer om at åbne en dag eller to i efteråret, ligesom der også planer om at holde åbent ved juletid.

