Klosterlund klar med Kildemarked

Der er lagt op til en omgang med ren nostalgi ved det kommende Kildemarked på Klosterlund Museum

Udgivet:18. juni 2022, 18.00

Læsetid:1 minut

Søndag 19. juni inviterer Klosterlund Museum til Kildemarked med aktiviteter for hele familien. Foto: Pr-foto

ENGESVANG Efter to somre med forsamlingsforbud, kan gæsterne igen besøge det idyllisk beliggende Kildemarked ved bredden af Bølling Sø.

Klosterlund Museum og museets trofaste støtter står for markedet, der byder på masser af oplevelser for både store og små.

Nostalgien er i centrum på det lille kulturhistoriske marked. Som gæst kan man snuse til en række vidt forskellige gammeldags håndværk og selv prøve kræfter med nogle af teknikkerne. Man kan også gøre en handel i boderne eller få en frokost i det grønne.

For børn og kreative sjæle

På årets Kildemarked er der lagt vægt på naturens materialer og aktiviteter for børn. Hele dagen kan man komme forbi og lære mere om naturens egne farvestoffer og lave flotte print med teknikken »Ecoprint«. Det vil også være muligt at fordybe sig i snitningens kunst eller prøve at slå reb som i gamle dage.

For at bidrage til nostalgien og det kulturhistoriske islæt har museet indrettet et telt med markedsforlystelser som i gamle dage, hvor familien kan dyste i forskellige gammeldags lege.

Sange fra Krigens Øjeblikke

I løbet af dagen vil markedets gæster kunne høre eller genhøre nogle af de nyligt komponerede sange, som indgik i teaterforestillingen »Krigens Øjeblikke«, som blev opført på Klosterlund Museum i begyndelsen af maj.

Hvis behovet for ro, skygge eller tørvejr skulle opstå, kan man søge ind i museets udstillinger, som er åbnet én for én siden 2019. Museet har naturligvis åbent hele dagen.