FCM var presset: Guldbejlerne sled sig til grim sejr i Hobro

Hobro brændte chancer på stribe og så slog FC Midtjylland til og vandt 2-0

21. februar 2020, 21.14

Paulinho og FCM’erne havde problemer i Hobro, men vandt alligevel fredagens udekamp. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

FODBOLD Der skal både held og dygtighed for at vinde et dansk mesterskab.

Fredag aften havde FC Midtjyllands guldbejlere begge dele, da Superligaens førerhold fightede sig til en grim, men uhyre vigtig 2-0-sejr ude over Hobro.

Anders Dreyer, der også scorede i mandagens debut for FC Midtjylland, bragte - stik imod antallet af store chancer - »ulvene« foran, da han i høj fart blev spillet fri af indskiftede Ronnie Schwartz. Foran Hobro-keeper Jesper Rask huggede Dreyer kuglen over i det lange målhjørne. Da var der spillet 55 minutter i en match, hvor FCM’erne i perioder var i store problemer på en vind- og regnpræget DS Arena.

Et velorganiseret Hobro-hold stod tæt og disciplineret, og det gjorde det svært for gæsterne at få skabt flow og fart i det etablerede spil.

Det var Ronnie Schwartz helt og aldeles ligeglad. Angriberen, som i pausen blev indskiftet til fordel for en anonym Lasse Vibe, slog til med 22 minutter tilbage af matchen.

Igen var Anders Dreyer involveret. Den lynhurtige kantspiller strøg igennem i højre side, inden han fandt en fri Schwartz i feltet. Frontmanden med kælenavnet »Plaffeministeren« sparkede fladt og resolut - 2-0 til FCM. Og så var den kamp lukket.

De midtjyske scoringer var en hård skæbne for hjemmeholdet. Alene i den rodede, men medrivende første halvleg, ramte Hobro-mandskabet FCM-overliggeren to gange - begge gange ved Imed Louati.

Evander Ferreira havde også en afslutning på stolpen, men det skyldtes nærmere en fejl fra Jesper Rask, der tabte bolden, som trillede ind på træværket.

Det var dog klart mest aggressivitet hos værterne, som stod kompakt og ofte var livsfarlige på tempofyldte omstillinger. Det gav kæmpe chancer til både Jesper Bøge, Imed Louati og Edgar Babayan. Sidstnævnte burde især have scoret i begyndelsen af anden halvleg, da et FCM-hjørnespark blev forvandlet til en Hobro-friløber. Alene med keeper Jesper Hansen - og hårdt presset af udeholdets Paulinho - sparkede armenieren forbi målet.

FC Midtjylland levede generelt guldlivet farligt i Hobro, men efter den første træffer hævede mesterskabskandidaterne niveauet med bolden. Det gav flere chancer, men også den midtjyske defensiv måtte arbejde hårdt i fredagens slidersejr.

Med de tre point i Hobro er FC Midtjylland nu 10 point for FC København på andenpladsen. FCK møder bundholdet Silkeborg i denne weekend.