
Få måneder til åbning: Storstilet Ikast-projekt står foran indvielse
Det unikke projekt nærmer sig sin afslutning. Både hos idrætsfriskolen Guldminen og FCM er forventningerne store til Ikast Complete
Udgivet:26. april 2023, 20.00
Læsetid:2 minutter
Ikast Complete og FCM-huset begynder i den grad at tage form. Foto: Nordstern
5 måneder siden
IKAST Unikke idrætsfaciliteter er snart klar til brug, og nu kommer vi en lille smule nærmere en officiel åbningsdag. Selv om vi ikke kan sætte det endelige kryds ud for en dato endnu, står det nu klart, at Ikast Complete kan tages i brug sidst i juni.
Det fortæller Ikast-Brande Kommune til Ikast Avis.
Ikast-Brande Kommune har bevilget 27 millioner kroner til det visionære og banebrydende projekt. Dertil kommer ekstern finansiering.
Byrådet og direktionen har netop været på besøg ved det omfangsrige byggeri, hvor man nu med egne øjne virkelig kan se, at visualiseringerne og tegningerne ikke har overdrevet. Det er et storslået og gyldent byggeri midt i campus-området på Hagelskjærvej.
Glæder sig
Ikast Complete er et oplevelses- og træningsområde, som blandt andet rummer et kunstigt bjerg og 20 forskellige aktivitetszoner. Et nyt samlingssted for bevægelse på mange niveauer, åbent for alle borgere og besøgende året rundt.
- Hele familien uanset alder og aktivitetsniveau kan få glæde af Ikast Complete. Vi er kendt som sportskommune, hvor det er attraktivt at bo og leve. Derfor er det fantastisk, at vi snart kan tage dette område i brug, siger Ikast-Brande Kommunes borgmester, Ib Lauritsen (V).
Et stærkt fyrtårn
Det ambitiøse projekt er opstået i et tæt samarbejde mellem FC Midtjylland, Ikast-Brande Kommune, Sports Campus Ikast-Brande og Idrætsskolerne Ikast (ISI).
Sideløbende med Ikast Complete opføres en 5200 kvadratmeter stor bygning, som skal huse Friskolen Guldminen og FC Midtjylland.
Direktør hos ISI, som Guldminen hører under, Torben Østergaard er da også klar i mælet.
- Vi glæder os alle sammen enormt til Ikast Complete. Igen er tingene lykkedes i Ikast, når vi gør tingene sammen.
Investeringen bliver til gavn og glæde for alle og er med til at understøtte den vigtige udvikling af Ikast by, herunder bosætning og skabelsen af nye arbejdspladser.
- Med Ikast Complete får byen et nyt fyrtårn, der vil give genlyd i hele landet.

