Klokken har ringet i 125 år

I forbindelse med Engesvang Kirkes jubilæum holder en klokke-ekspert foredrag om kirkens klokken og traditionen for kirkeklokker i Danmark

Udgivet:16. marts 2022, 14.30

Læsetid:2 minutter

Klokken i Engesvang Kirke har som det eneste af kirkens inventar, været i brug siden kirken blev indviet i marts 1897. Foto: Privatfoto

FOREDRAG Ganske imponerende har man hver morgen og aften i 125 år i Engesvang kunnet høre klangen af kirkens klokke. Det er det eneste af kirkens inventar, der har været i brug hele tiden siden kirken blev indviet 14. marts 1897.

Derfor er det ikke mindst det jubilæum, man midt i marts fejrer i Engesvang. Blandt arrangementerne i jubilæumsugen vil der torsdag 17. marts være et foredrag med en af landets eksperter i kirkeklokker, Erik Kure. Han har været i arkiverne for at finde detaljer om klokken i Engesvang.

- Det er virkelig spændende med den tradition, vi har i Danmark med klokker i alle kirker, der ikke alene ringer til gudstjenester og kirkelige handlinger men også ringer hver morgen og aften. Oprindeligt var det signal til mennesker, der i gamle dage ikke have ure, om at nu kunne dagens arbejde begynde, og nu kunne det stoppe, siger menighedsrådsmedlem Hans Jørgen Hansen, som fortsætter:

- Det er jo også lidt fascinerende, at hver enkelt kirkeklokke i Danmark har sin egen helt specielle historie. Og alle klokker har indstøbt et digt. Jeg må indrømme, at jeg aldrig har fået tydet, hvad der står på vores kirkeklokke, men det er sådan noget Erik Kure kan fortælle om, ligesom han sikkert kan fortælle, hvem der har støbt den og hvilke metallegeringer, der indgår i den.

Hans Jørgen Hansen fortæller, at han i forbindelse med gennemgang af kirkens gamle arkiver er kommet forbi dagbogsoptegnelser om, at kirkes klokke blev skænket af gårdmanden på sognets største gård, Klosterlund. – Det var vist ikke med giverens gode vilje, men at han blev mobbet til det af andre gårdmænd i sognet.

- I gamle papirer har jeg også set antydninger af, at man på et tidspunkt har drømt om at få en klokke mere, så det ligesom i de store byer lyder mere pompøst, når to klokker ringer samtidig. Den drøm er tydeligvis aldrig blevet til noget. Måske er det nu, vi igen skal turde drømme om at samle ind til en klokken nummer to i Engesvang, siger Hans Jørgen Hansen.