Færre indbrud i Ikast-Brande: Antallet af indbrud næsten halveret i forhold til 2021

Netop offentliggjorte indbrudstal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af anmeldte indbrud i årets andet kvartal er steget fem procent sammenlignet med samme periode sidste år. Men i Ikast-Brande kommune er antallet af indbrud faldet fra 69 til 38 indbrud

Udgivet:22. juli 2022, 15.00

Læsetid:3 minutter

På landsplan er det sket en stigning i antallet af indbrud i andet kvartal. I det Midt- og Vestjyske er tallet faldet og i Ikast-Brande kommune nærmest halveret. ILLUSTRATION: Bo Trygt.

1 år siden

INDBRUD Ifølge de seneste tal fra Danmarks Statistik er der anmeldt væsentlige flere indbrud i andet kvartal af 2022 sammenlignet med samme periode i 2021.

Det er gældende på landsplan.

For lokalt i Ikast-Brande Kommune er det gået den stik modsatte vej. Antallet af indbrud er nærmest halveret fra 69 i anden kvartal i 2021 til bare 38 i 2022.

De landsdækkende præventive råd om at hjælpe hinanden i boligkvartererne, når naboer er bortrejst er måske allerede slået igennem.

I Midt og Vestjylland er der generelt set sket et mindre fald i antallet af indbrud, når man sammenligner 2. kvartal 2021 med 2. kvartal 2022

- Man behøver ikke få spoleret sommerferien, mener Bo trygt, der giver en række gode råd mod indbrud.

På landsplan har indbrudstyvene i årets andet kvartal været mere aktive end i samme periode sidste år. Ifølge nye tal fra Danmarks Statistik blev der i andet kvartal 2022 anmeldt 3.323 indbrud, hvilket er fem procent flere end sidste år, hvor der blev anmeldt 3.158 indbrud. Stigningen er ikke overraskende, da store dele af samfundet var lukket ned sidste år, og mange derfor opholdt sig hjemme, men det voksende antal indbrud ærgrer Bo trygt, der i en pressemeddelelse skriver:

- Liv og tilstedeværelse i landets boligkvarterer virker mod indbrud. Det så vi i coronatiden, og det skal vi tage med os – både når vi er tilbage i skole og på arbejde, men også nu i sommerferien, hvor mange er bortrejst i kortere eller længere perioder. Så kan vi fortsat holde indbrudstyvene fra døren, siger Britt Wendelboe, programchef i Bo trygt, der er en indsats skabt af TrygFonden og den filantropiske forening Realdania i samarbejde med Videncentret Bolius og Det Kriminalpræventive Råd.

Hjælp dig selv og naboerne mod indbrud i sommerferien

Sommerferien er højsæson for badelande og ferieparker, men desværre også for indbrudstyve.

- Sommerferien er normalt et af de tidspunkter på året, hvor indbrudstyvene har mest travlt. Men ser vores hjem beboede ud, og hjælper vi hinanden i kvarteret med at hilse på ukendte ansigter og spørge ind til fremmedes ærinde på vejen, kan vi sammen skræmme tyvene væk. Fra en aktuel rapport ved vi, at det, en tyv frygter allermest, er at blive set, siger Britt Wendelboe.

- Aktiv nabohjælp er et af de mest veldokumenterede og effektive midler mod indbrud, og vi ved også fra undersøgelser, at der er en sammenhæng mellem gode naborelationer og tryghed. I sommerferien gælder det om at få talt med sine naboer om, hvornår I hver især er bortrejst, så I lige kan tage en runde om hinandens huse, slå græsset, smide affald i skraldespanden og tømme postkassen. Rådene er hørt før, men det er dem, der virker, og godt naboskab er det allerbedste værn mod indbrud, siger Anette Aaby Hansen, chefkonsulent i Nabohjælp.

Et godt råd er også at undgå høje hække og hegn tæt ved huset, da det giver en tyv alt for gode muligheder for at gemme sig.

Undgå ferieopslag på sociale medier, mens huset står tomt

Holder du ferie væk hjemmefra, så vær varsom med at dele feriebilleder og -opslag på sociale medier, mens du er afsted, supplerer Britt Wendelboe:

- Også indbrudstyve er på Facebook og Instagram, hvor de er på udkig efter ubeboede huse. Så selvom du gerne vil dele dejlige ferieoplevelser med venner og bekendte, så gem opslag og billeder, der indikerer, at din bolig står tom, til du er vel hjemme igen, siger Britt Wendelboe.