Buslivline holder kun tre år

Skolebussen er blevet reddet. For en stund. Byrådet regner ikke med, at rute 130 eksisterer om tre år

Udgivet:21. december 2018, 08.17

Læsetid:2 minutter

Ikast-Brande kommune accepterer at overtage kørslen på rute 130 mellem Herning og Ikast, men kun så længe regionen yder uddannelsestilskud til ruten. Det gør de i tre år. Foto: Jakob Stigsen Andersen

Philip Horup
Journalist| phh@herningfolkeblad.dk

Ikast-Brande Om tre år må en stor flok skoleelever kigge ekstra langt efter bussen. For selvom rute 130 i første omgang er blevet reddet, er busruten tæt på at være dødsdømt.

Det er status ovenpå et byrådsmøde, hvor ingen partier udtrykte forhåbninger om at bevare ruten på permanent basis. Borgmester Ib Lauritsen (V) kunne derfor konstatere, at bussen kun ruller indtil år 2022.

- Regionen har gennemført voldsomme besparelser på den offentlige trafik. Kommunen går ind og drifter rute 130 i tre år, så længe der er tilskud. Men det er klart, når vi kommer ud over det tilskud, så er den også væk, sagde Ib Lauritsen.

Hver dag kører omkring 30 studerende med rute 130 til uddannelsesinstitutionerne på Bøgildvej. Undervejs krydser de kommunegrænsen mod vest, og de unge pendlere har det været vigtigt fortsat at hjælpe, mener viceborgmester Simon Vanggaard (DF).

- Ruten er ret væsentlig for nogle af vores studerende på skolerne i Ikast-Brande, sagde Simon Vanggaard, der også sidder i Midttrafiks bestyrelse.

Turen går til Ikast over Hammerum-Gjellerup-Sunds-Ilskov-Simmelkær, og er en uddannelsesrute, der blot kører en tur om morgenen og to om eftermiddagen.

Sur på Letbanen

Region Midtjylland gennemfører med virkning fra april 2019 besparelser for i alt 60 millioner. Nedskæringerne rammer servicen bredt i hele området. Alligevel er Brian Sigtenbjerggaard (V) ikke helt tilfreds med, at også Ikast-Brande må bøde i sparerunden.

- Jeg kan godt ærgre mig over, at et prestigeprojekt som letbanen i Aarhus nu rammer os. Det, synes jeg, er rigtig træls, sagde Brian Sigtenbjerggaard, med henvisning til Aarhus-toget, som direkte står for 16 millioner af de 60 millioner, der skal hentes ind.

Endestationen

Letbanen er ikke sådan lige at fjerne igen, men det er busdriften. Derfor må også rute 77, der sender folk fra Silkeborg over Pårup over Bording over Ikast og videre til Herning, lukke ned. Især elever på Hestlund Efterskole og indbyggerne i Bording Kirkeby bliver hæmmet af, at rute 77 for evigt er kommet til endestationen.

Byrådet henviser her til eksisterende kollektiv trafik. Den eksisterer bare ikke rigtigt, og de 82 elever på efterskolen får fra foråret meget svært ved at komme hjem på weekend. Hvis altså ikke de bliver hentet af en sød forælder eller har penge til taxa.