En guldmine af nyheder på friskolen

Idrætsfriskolen begynder at tage form i Ikast Complete, der lørdag 12. november inviterer indenfor

Udgivet:10. november 2022, 12.00

Læsetid:4 minutter

FCM-Huset, den nye Guldmine og Ikast Complete skyder op, og Torben Østergaard glæder sig til at vise rundt ved lørdagens åbent hus, hvor alle er velkomne til at kigge forbi. I Stadome er Guldminens elever klar med sjove aktiviteter og lege.Foto: Tom Laursen

Laila Kempel
Journalist| lak@ikastavis.dk

IKAST Endnu er det »kun« et ufærdigt byggeri, men snart rummer væggene på en hel guldmine af gode skolefaciliteter i det nordvestlige hjørne af Ikast.

Ikast Complete er navnet på det prestigefyldte byggeri, der i øjeblikket tager form i det, der med amerikanske termer er blevet Sports Campus.

Et område, hvor man i den grad kæler for og tager hånd om de mange sportsaktiviteter og ditto talenter. Senest med en hel ny skolebygning, der kommer til at rumme nye faciliteter for FCM, men altså også den populære friskole: Guldminen, der efter de første par år nu er klar til at flytte i egne lokaler.

På lørdag inviterer skolen indenfor i både de nye bygninger, men også i Stadome, hvor de nuværende elever er klar med sjove aktiviteter.

- Vi glæder os helt vildt til at vise vores faciliteter frem, selv om de endnu ikke er færdige. Det er jo ikke så tit, at der bygges en hel ny skole, siger Torben Østergaard. Han er direktør på Idrætsskolerne i Ikast (ISI) hvor Guldminen er skolens friskole.

Torben Østergaard er også formand for hele Sports Campus, hvor FCM og ISI er hovedaktørerne.

- Ideen med at skabe en skole hvor man kombinerer dannelse og indhold med leg og bevægelse og grundatletisk udvikling findes ikke andre steder i verden. På Guldminen er der fokus på at finde den enkelte elevs individuelle motorvej, hvor der er fokus på både boglig og sportslig udvikling som menneske, men også atletisk og som fodbold- og håndboldspiller, siger Torben Østergaard.

Leg og læring

Det igangværende byggeri er skræddersyet til grundtænkningen på friskolen. Bygningen stimulerer leg og bevægelse, og der er lagt stor vægt på visualiseringen, så skolens indretning i sig selv bidrager til læringen.

- Vi bygger forskellige idrætsfaciliteter ind i skolen, så børnene hele dagen lang kan udfordre sig selv, for eksempel ved, at eleverne skal klatre fra etage til etage i stedet for at bruge trapper, siger Torben Østergaard, der i den forbindelse også nævner:

Dedikerede lokaler til for eksempel judo, spring og gymnastik.

Lokalerne vil være åbne og tilgængelige i pauserne, så børnene kan være mest muligt i leg og bevægelse hele dagen.

- Indholdet står vores dygtige undervisere for. Vi mixer det bedste fra ISI’s friskoleværdier, FCM’s og Ikast Håndbolds sportslige udviklingskoncepter, og Svend Erik Schmidts læringsstile, forklarer ISI-direktøren.

Guldminen har også for længst gjort op med de kedelige madpakker.

Der er nemlig fuld fokus på kosten, der varetages af ISI’s sportskøkken.

Køkkenet får en filial i den nye bygning, så eleverne er sikre på at få det rigtige brændstof på motoreren til en hel skoledag.

På lørdag kan alle komme indenfor og se bygningerne til åbent hus. Og alle er velkommen til at kigge ind og få stillet sin nysgerrighed.

- Vi glæder os meget. Udover at vise bygningen frem vil vi ortælle om, hvordan Guldminen tænker læring og dannelse. Vi er allerede i gang med at optage elever til Guldminen, som får en maksimal kapacitet på 150 elever, fordelt på 0.- 9. klasse. Og da der allerede nu er indskrevet 100 elever til skolen, så forventer vi faktisk, at der bliver rift om de sidste pladser, siger Torben Østergaard.

100 bliver til 150

Guldminen holder i øjeblikket til i midlertidige pavillioner, hvor der er ikke er plads til mere end de 100, der i øjeblikket er indskrevet på skolen.

- For hele SportsCampus Ikast-Brande er Guldminen er stor forstærkning. Dels fordi det understøtter endnu mere aktivitet og flere faciliteter og endnu en måde at kombinere sport og skole på. For kommunen er det også en gevinst, synes jeg, da vi dels igen bliver sat på landkortet som sportsby nummer ét, men også fordi vi allerede nu oplever øget bosætning, fordi familier flytter til byen på grund af blandt andet Guldminen, siger Torben Østergaard.

Guldminen kommer kun til at optage den ene halvdel af det igangværende byggeri. Den anden halvdel skal bruges af FC Midtjylland. Den store nye bygning er en vigtig brik i hele området, hvor Ikast Complete vokser frem.

Der er her tale om alle de omkringliggende udvendige rammer, der jo ligger i regi af Sports Campus Ikast-Brande, hvor ideen er at skabe dejlige uderarealer for de mange unge mennesker i området, men også faciliteter, som hele byen kommer til at bruge.