Udsolgt til et døgn med computerspil

Brande Bibliotek kan melde alt udsolgt til det LAN-party, som afholdes i samarbejde med Ikast-Brande eSport (IBES)

27. januar 2016, 11.45

computerspil eSport er en betegnelse, der refererer til udøvelse af computerspil på konkurrenceplan.

Aktiviteten finder sted via internettet eller over LAN (Local Area Network, lokalt netværk, red.). eSport er i såvel Danmark som på verdensplan inde i en eksplosiv udvikling, og der findes adskillige hjemmesider, der har til formål at bringe nyheder om eSport og samtidig fungerer som sociale fora for udøvere af sporten.

Et LAN-party er et event, hvor deltagerne medbringer deres egne computere, som kobles sammen i et fælles netværk, hovedsagligt for at spille turneringer i et multiplayer spil (flere kan spille sammen mod hinanden) både lokalt og online. Ofte foregår et sådant event over et til flere døgn i store haller.

Ved dette event spilles der Counter-Strike: Global Offensive, Minecraft og League of Legends (LoL) Murder Bridge. Det er kun disse tre, der gives coaching i.

Deltagerne skal på forhånd have installeret spillet/spillene på deres bærbare eller stationære computer.

Der vil blive lavet turnering i de spil med tilstrækkeligt mange deltagere, men for at sikre at der kan spilles turnering, skal alle som minimum have installeret League of Legends 2v2 Murder Bridge, også selvom man vil spille og coaches i et af de andre spil.

Eventet starter fredag 29. januar med et oplæg fra IBES, der fortæller om eSport generelt, sig selv og alt det gode, der faktisk følger med eSport som interesse.

Alle er velkomne til foredraget og spisning, men spisningen kræver billet - og her er der stadig ledige pladser at få.

Så skal der spilles!

Efter spisningen sættes computerne op, og IBES fortæller om de forskellige spil. Resten af aftenen bliver der rig mulighed for at spille, mens de dygtige instruktører vejleder og lærer fra sig. I løbet af aftenen bliver der også dannet hold til lørdagens turnering.

Lørdag starter med morgenmad; derefter er der frit spil og coaching indtil frokost. Kl. 13 starter turneringen, der afsluttes med præmieoverrækkelse kl. 16. Alle er velkomne til at overvære turneringen og præmieoverrækkelsen. Under hele eventet vil der være mulighed for at købe kaffe/te og sodavand.

Da det jo er et rigtigt LAN-party, er der naturligvis mulighed for at overnatte.

- Vi ser frem til hygge og socialt samvær, men mon ikke også det bliver et både udfordrende, spændende og lærerigt døgn, lyder det fra Brande Bibliotek, der lægger lokaler til LAN-partyet.