Gymnasie-elever mangler 100.000 efter USA-storm

Deres private indkvarteringer i North Carolina er oversvømmet - skolen fungerer som shelter for flere lokale familier

Udgivet:24. september 2018, 14.59

Læsetid:2 minutter

Nana Gaardsdal, 2.C og Julie Bloch Hornsved 1I er to af de i alt 37 elever på Ikast-Brande Gymnasium, der er hårdt ramt af stormen Florences hærgen på den amerikanske østkyst. Deres studietur får ikke det indhold, de havde regnet med og bliver også væsentlig dyrere. Foto: Laila Kempel

Laila Kempel
Journalist| lak@ikastavis.dk

STUDIETUR 37 elever fra Ikast-Brande Gymnasium er kommet i stormvejr, sådan helt bogstaveligt.

Deres drømmetur til USA - en 14 dage lang studietur til Washington og Wilmington i North Carolina er ved at gå i vasken.

Alt sammen på grund af den tropiske orkan Florence, der ramte den amerikanske østkyst for en god uge siden.

Eleverne har i halvandet år forberedt sig på turen, der er en del af hele deres linje-valg .

De har hver især sparet sammen og indbetalt 8000 kroner til turen, der også betød 10 dages skolegang på den lokale high School og privat indkvartering i Wilmington.

Men byen er i undtagelsestilstand efter, at voldsomme vandmasser har oversvømmet store dele af byen i en grad, så byen nærmest er en ø.

Skolen er lukket ned og fungerer som shelter for familier, der er flygtet fra deres huse.

- Jeg har aldrig i de snart 14 år, jeg har været på skolen, oplevet noget ligende, siger Jesper Hvam, der er en af de tre lærere, der skal med på turen, som starter 4. oktober.

Der er tale om force majeure, så der er ingen erstatninger af hente og flybilletterne er også udstedt og kan ikke ændres. Derfor vil delegationen tage afsted og forsøge at få det bedste ud af omstændighederne.

- Vi vil forsøge at rejse penge til at dække vores nye omkostninger, da vi pludselig skal betale for 10 dages ekstra overnatning, siger de to elevrepræsentanter Nana Gaardsdal, 2.c og Julie Bloch Hornsved, 1.i.

De er kede af omstændighederne og havde glædet sig til at skulle komme tæt på amerikansk highschool-liv.

Lærerne forsøger at skabe nye oplevelser i og omkring Washinton, men er udfordret af en økonomi, der ikke er der, og har ingen planer om at besøge »vennerne« i Wilmington, der er i krisetilstand på grund af oversvømmelserne og mange dødsfald

Eleverne er hver især presset af de ekstra udgifter, og skolen har heller ikke mulighed for at finde økonomi til at finde de mange ekstra penge. Derfor arbejder de nu på at finde sponsorer og laver en fundraising kampagne på nettet i håb om at få enderne til at nå sammen.

Vi er dobbelt ramt. For også stormen Knud har skabt problemer i Europa, så det har også været svært at kommunikere med luftfartselskabet KLM, der har haft andet at håndtere.

Eleverne har oprettet en konto 3333 106 73 305 - hvor man kan store og små beløb for at hjælpe eleverne