Alenefar til fire døtre: Takker af efter 18 år i skolebestyrelsen

Tim Sølyst takker af efter 18 år i skolebestyrelsen på Ikast Østre Skole, hvor hans fire piger har været elever

28. juni 2020, 07.00

Tim Sølyst har haft børn på Østre Skole i 22 år, når den yngste om et års tid tjekker ud. De 18 år har han siddet i skolebestyrelsen, heraf flere år som formand. Foto: Henrik Ole Jensen

IKAST Alle har minder fra deres skoletid. Gode som dårlige. Men de færreste har et overblik over, hvad der egentlig skete, mens børnene gik i skole - ud over det, som børnene selv fortæller, når de kommer hjem.

Om Tobias’ ildelugtende makrelmadder eller om Tudemarie, der altid faldt.

Skolen fylder meget i et barns liv.

Derfor var 52-årige Tim Sølyst aldrig i tvivl, da han fik muligheden for at være lidt tættere på døtrenes hverdag i skolen. Han ville gerne vide, hvad der foregik, og ikke mindst have indflydelse på at gøre det til en god oplevelse for døtrene, som han nu kan dele de fælles minder med.

Klar til kampvalg

Men snart er det slut. Tim Sølysts fire døtre er ikke folkeskoleelever ret meget længere.

Den yngste, Tora, har kun et enkelt år i 8. klasse tilbage, inden hun fortsætter på efterskole. Derfor har Tim Sølyst valgt at trække sig fra sin plads i skolebestyrelsen på Østre Skole efter 18 år.

Valgperioden slutter, og Tim Sølyst sætter punktum og ser tilbage på en lang række af gode oplevelser, som bliver toppet af, at det for første gang ser ud til, at der er kampvalg til bestyrelsesposterne.

- Det glæder mig. Sådan helt ind i sjælen. Vi vil så gerne vores børn, men af en eller anden grund er skolebestyrelse ikke det, folk kæmper for at blive en del af, siger Tim Sølyst, som håber, at kampvalget vil få flere forældre til at engagere - og forholde sig til deres børns skoleliv.

For ham har de 18 år været berigende og spændende.

- Skolegang er en central del af vores liv, og alle har folkeskolen med sig i deres voksne liv. Jeg var heldig at få muligheden for at kunne være med og blive taget seriøst. Niels Døssing, der var skoleleder, dengang jeg startede, tog forældrene seriøst, som det ene ben i den trebenede taburet med skole, forældre og elever. Vi blev lyttet til og taget alvorligt. Vi er en gruppe vidt forskellige mennesker med forskellige baggrunde og uddannelser - men jeg har altid oplevet, at vi var en vigtig brik i Østre Skole. Vi lyttede og vi lærte af hinanden, siger Tim Sølyst.

Forskelligheden

For ham har det handlet om at udnytte forskelligheden.

- Formår man at tage alle alvorligt, så kan man nå rigtig langt i samspil med ledelsen og personalet. Det handler om samarbejde og om et fælles mål om at gøre Østre Skole endnu bedre, siger Tim Sølyst.

- For mig har Østre Skole altid været en god skole. Det skal den gerne blive ved med at være. Det skal være et sted, hvor man gerne vil sende sine børn hen, og hvor man gerne vil være medarbejder. Og det har vi i fællesskabet forstået at løfte her på stedet, siger han, mens han hjemmevant læner sig tilbage i sofaen på lærerværelset, hvor han hilser hjerteligt på stort set alle de ansatte, der tilfældigt kigger forbi.

Pædagogisk weekend

- Det er jo ikke alle steder, skolebestyrelsen bliver inviteret med til pædagogisk weekend og bliver en helt naturlig del af medarbejderstaben. Sådan er det på Østre, siger Tim Sølyst, der glæder sig over, at skolen midt i implementeringen af den nye skolereform alligevel formåede at holde fast i det gode arbejdsmiljø og i 2015 var med helt fremme blandt de sidste tre i konkurrencen om årets arbejdsmiljøpris.

- Det siger lidt om, hvad man kan, hvis man udnytter fællesskabet, står sammen og arbejder mod samme mål, siger Tim Sølyst.

En af de store succeser i hans mange år som skolebestyrelsesformand er implementeringen af PALS - en speciel pædagogisk tilgang, som hurtigt havde en effekt, der spredte sig fra undervisningen til forældrene og hjemmene.

- De kunne jo se, at det virkede, og ville gerne bakke op, men de ville også gerne bruge det hjemme. På den måde opstod Forældre-PALS, der via engagerede forældre og medlemmer i bestyrelsen skabte begejstring og understregede fællesskabsfølelsen, forklarer Tim Sølyst.

Det garvede bedstyrelsesmedlem bestred i flere perioder også formandsposten og har således arbejdet under flere skoleledere, men også set ændringer i samarbejdet med kommunalpolitikerne.

- I de senere år har jeg savnet den tætte kontakt med politikerne og dialogen om skolernes område. Vi har fået en spændende børne- og ungepolitik, som giver ansvaret til skolerne. Men den skal jo også følges op af erfaringsudveksling og fælles dialog med kommunalpolitikerne, som sætter den overordnede ramme og retning for vores fælles skolevæsen, siger han.

Danmarks bedste skoler

- Jeg er stolt af at bo i Ikast-Brande Kommune, som er landets bedste erhvervskommune. Men jeg synes også, at det er beskæmmende, hvor lidt råderum den enkelte skole har til at være sin egen. Det ville da være fantastisk, om vi kunne blive Danmarks bedste på børneområdet. I dag er infrastrukturen sådan, at man gerne kører et stykke vej til jobbet.

- Hvis politikerne alvorligt mener, at de vil have tilflyttere, så bliver de nødt til at tage en modig og visionær beslutning: Nemlig at satse på folkeskolerne. Hvis det bliver kendt, at Ikast-Brandes skolevæsen er Danmarks bedste, så bliver det attraktivt at bosætte sig her. Hvis vi kunne få samme positive omtale som erhvervskommunen, så er det min grundlæggende filosofi, at flere ville flytte hertil og bidrage til kommunekassen, siger Tim Sølyst.

Korsang og madlavning

Blandt andet finder han det paradoksalt, at de fleste skoler i Ikast-Brande har søgt om at få forkortet skoledagen for at være sikker på, at der er kvalitet i undervisningen.

Fremadrettet kunne han godt håbe, at bestyrelsen arbejder videre med tankerne om at gøre skolen til et lokalt energicenter, hvor familierne naturligt vil komme på tværs af alle mulige begrænsninger. Om det så er til korsang, madlavning, fællesspisning eller noget helt fjerde.

- Jeg kan godt forestille mig, at Østre Skole bliver en pendant til Hjertet i den anden ende af byen, hvor det er naturligt at komme - også uden for normal undervisningstid.

Efter 18 år kan han se tilbage på mange spændende udfordringer, hvor der i samtlige år har været besparelser, der skulle indarbejdes. Han har blandt andet været med til at ansatte tre skoleledere og senest Hanne Høj, som han ikke er i tvivl om nok skal bære Østres ånd videre sammen med skolens personale og de øvrige nye medlemmer i skolebestyrelsen.

Tim Sølyst har i 18 år været en del af skolebestyrelsen på Østre Skole. Han har været med til at ansætte flere skoleledere og er overbevist om, at det nuværende hold af ledere, personale og bestyrelse nok skal bringe Østre-ånden videre. Foto: Henrik Ole Jensen
Tim Sølyst har efter 18 år i skolebestyrelsen på Østre Skole valgt at stoppe når valgperioden stopper. Foto: Henrik Ole Jensen
Tim Sølyst

52 år og bosat i Ikast, hvor han bor med sin yngste datter, Tora, på 13 år, der går i 7. klasse på Østre Skole.

Derudover har han døtrene Fia 23, Maria 21 og Sara 20, der »næsten« alle er flyttet hjemmefra. De har alle været elever på Østre Skole.

Tim Sølyst er »Altmulig-mand« i administrationen hos restaurantkæden Aage Damgaard ApS, der driver en række A Hereford Beefstouw-restauranter i hele Danmark.

I 2015 mistede han sin hustru og pigernes mor, Turid Trier Ludvig, der som 47-årig døde af kræft.

Siden 2002 har han siddet i skolebestyrelsen på Østre Skole, men træder ud efter 18 år, når valgperioden udløber.

Tim Sølyst

52 år og bosat i Ikast, hvor han bor med sin yngste datter, Tora, på 13 år, der går i 7. klasse på Østre Skole.

Derudover har han døtrene Fia 23, Maria 21 og Sara 20, der »næsten« alle er flyttet hjemmefra. De har alle været elever på Østre Skole.

Tim Sølyst er »Altmulig-mand« i administrationen hos restaurantkæden Aage Damgaard ApS, der driver en række A Hereford Beefstouw-restauranter i hele Danmark.

I 2015 mistede han sin hustru og pigernes mor, Turid Trier Ludvig, der som 47-årig døde af kræft.

Siden 2002 har han siddet i skolebestyrelsen på Østre Skole, men træder ud efter 18 år, når valgperioden udløber.