28-årig mand dømt for hadforbrydelse og hærværk mod regnbuebænk

Hærværk og opslag på højreradikal bevægelses hjemmeside medfører dom på 40 dages betinget fængsel til 28-årig.

Udgivet:07. december 2022, 15.04

Læsetid:2 minutter

/ Ritzau /

2 måneder siden

AARHUS Der var tale om en hadforbrydelse og organiseret hærværk på baggrund af andres seksuelle orientering, da en regnbuefarvet bænk blev overmalet i Aarhus.

Det fastslår Retten i Aarhus onsdag, hvor dommen er afsagt. Det oplyser anklager Mette Fladkjær fra Østjyllands Politi.

En 28-årig mand, der var med til hærværket på bænken, er idømt 40 dages betinget fængsel.

Den regnbuefarvede mangfoldighedsbænk i Ceres Park blev overhældt med grøn og hvid maling i sommeren 2019.

Bænken var påklistret logoet for Den Nordiske Modstandsbevægelse - også kaldet Nordfront.

Kort tid efter overmalingen kunne man på den højreradikale bevægelses hjemmeside se fotos af bænken og læse, at farven var blevet "rettet".

- Så normale mennesker igen kan benytte bænken uden at blive mindet om unaturlig livsstil og fordærvet adfærd, stod der ifølge anklageskriftet.

På bevægelsens hjemmeside nordfront.dk kan man læse, at bevægelsen "propaganderer", så folk "skal få et positivt billede af modstandsbevægelsen og nationalsocialismen".

Anklagemyndigheden mente, at den 28-årige mand var medforfatter til opslaget, der var groft nedsættende og forhånende over for homoseksuelle.

Det var Retten i Aarhus enig i, og han blev derfor også dømt for at overtræde straffelovens såkaldte racismeparagraf.

En skærpende omstændighed blev, at retten mente, at der var tale om "propagandavirksomhed".

Sammen med to mænd på 23 og 24 år er den 28-årige desuden dømt for hærværk mod en venstreorienteret bogcafé i Aarhus i 2019.

Et par måneder efter overmalingen af bænken blev der malet graffiti og sat plakater op på Spartakus Bogcafé i Aarhus. De bar ligeledes logoet for Nordfront.

På facaden på bogcaféen blev der blandt andet skrevet "hellere død end rød" og "folkeforrædere". Bogcaféen har rødder i 1970'ernes kommunistiske studentermiljø i Aarhus.

Mændene på 23 og 24 år blev hver især idømt 14 dages betinget fængsel.

De tre mænd har gennem sagen nægtet sig skyldige, og ingen af dem har ønsket at forklare sig i retten.

Mændene har udbedt sig betænkningstid, i forhold til om de vil anke dommen til landsretten. Det har de 14 dage til at tænke over.

/ritzau/