Problemfri premiere-sejr: HIH vandt sikkert i Aarhus

Herning-Ikast Håndbold tog hul på ligasæsonen med sejr på otte mål

1. september 2021, 18.47

Emma Friis og HIH’erne indledte ligasæsonen med en sikker sejr i Aarhus. Foto: Flemming Hansen

HÅNDBOLD Aarhus United var ingen forhindring for Herning-Ikast Håndbold, der onsdag aften tog hul på sæsonen i Bambusa Kvindeligaen med en sikker sejr.

I den gamle stadionhal i Ceres Park vandt HIH-kvinderne med 28-20 - efter midtjysk føring 12-9.

I en jævnbyrdig første halvleg fik gæsterne kort før pausen oparbejdet et forspring på tre mål. Medvirkende til føringen var ikke mindst den svenske EM- og OL-keeper Jessica Ryde, der i premieren leverede en fin præstation med 20 parader og en redningsprocent på 50.

Kampens afgørelse grundlagde Herning-Ikast i begyndelsen af anden halvleg.

I løbet af blot tre minutter kom favoritterne og sidste sæsons bronzevindere foran med 14-9. Det skete i form af to scoringer fra Sarah Iversen, en reddet friløber fra Ryde og en kontrascoring fra Emma Friis.

De fem mål formåede Aarhus United aldrig at vende til en reel trussel.

Herning-Ikast, der gav ligadebut i den hvide udebanetrøje til svenskerne Emma Lindqvist og Tyra Axnér samt østrigske Sonja Freya og danske Julie Scaglione, var hjemmeholdet overlegen i både tempo, fysik og kynisme. Endda uden at tømme brændstofstanken i HIH-motoren.

Offensivt var det særligt gæsternes Simone Petersen, der i anden halvleg udstrålede energi, vildskab og overskud. Bagspilleren blev aftenens HIH-topscorer med fem træffere.

Ud over sejren kunne cheftræner Kasper Christensen også glæde sig over fine indhop fra unge skytter som Julie Scaglione og Tyra Axnér. Duoen nettede samlet tre gange i Aarhus.

Herning-Ikasts næste opgave i ligaen er lørdagens hjemmekamp mod Horsens HE.