
25 år hos Rex: Elsker blomster og jord under neglene
Vibeke Søgaard fejrer 25 års jubilæum hos Rex Blomster i Ikast
Udgivet:02. november 2022, 15.00
Læsetid:2 minutter
Vibeke Søgaard forrest til højre blev tirsdag morgen overrasket af sine kolleger, der stod klar med flag, morgenkaffe, gaver og lykønskninger. I 25 år har Vibeke Søgaard bundet blomster til Ikasts borgere fra Rex Blomster i Strøgcentret. Foto: Anne Dalsgaard
11 måneder siden
JUBILÆUM I 25 år har hun bundet roser, violer og andre blomster til buketter til Ikasts borgere. Vibeke Søgaard er vild med blomster og slet ikke i tvivl om, at hun er landet på den rette hylde.
Tirsdag morgen troede hun, at hun selv skulle åbne butikken. Men der tog hun fejl. Alle kolleger stod nemlig klar med flag, morgenkaffe og jubilæumsgaver.
Vibeke Søgaard er uddannet blomsterbinder, så da hun og familien flyttede fra Holstebro til Sunds, begyndte hun at lede efter job i det midtjyske.
Det blev hos Rex Blomster, at hun fandt sin plads, og det har hun aldrig fortrudt. Faktisk er hun så glad for sine foreløbige 25 år, at hun uden at blinke satser på at få 25 år mere.
53-årige Vibeke Søgaard er et rigtig havemenneske, og i fritiden er hun optaget af at have jord under neglene.
- Jeg har blomster både med- og uden rod, grøntsager og stauder i min have i Sunds, erkender hun åbent.
Til spørgsmålet om hendes yndlingsblomster kommer svaret prompte og uden tøven: En blå kaukasisk Scabiosa.
- Den kan sagtens gro i danske haver. Jeg troede, jeg havde fundet en, men det viste sig, at den var hvid. Jeg har siden fundet den som frø, og det tager selvfølgelig et par år, inden den er så stor, at den går i blomst. Men jeg har et håb om, at den kommer til at blomstre næste år, siger Vibeke Søgaard.
Hun elsker fortsat sit fag. Binderiopgaverne er hendes favoritopgaver, og specielt når kunderne udfordrer hende.
- Jeg kan godt lide at få opgaver. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg nok skal løse dem, men det er dejligt, at man lige skal tænke over, hvordan man kommer i mål, siger Vibeke Søgaard hos Rex Blomster i Ikast.