FCM indleder Superliga-foråret mod AaB på søndag

Efter en vellykket træningslejr i Portugal bliver det i denne uge alvor for FC Midtjylland med to hjemmekampe

Udgivet:17. februar 2022, 08.26

Læsetid:2 minutter

Anfører Erik Sviatchenko (t.h.) og resten af FCM-mandskabet sluttede træningslejren i Portugal af med en sejr over norske Vålerenga. Foto: FCM

Thomas Damm
Journalist| tbd@herningfolkeblad.dk

FODBOLD Så ruller fodbolden igen på MCH Arena. I denne uge spiller FC Midtjylland torsdag aften mod græske PAOK i UEFA Conference League, og på søndag gælder det forårets første kamp i Superligaen. Her er det AaB, der kommer på besøg på græstæppet hos MCH.

»Ulvene« var frem til i lørdags på en 11 dage lang træningslejr på Algarve-kysten i det sydlige Portugal. Her spillede mandskabet tre kampe i træningsturneringen Atlantic Cup.

Det blev først til et smalt 0-1-nederlag mod russiske Zenit Skt. Peterborg. Herefter blev til et nederlag efter straffesparkskonkurrence mod islandske Breidablik.

FCM, der stillede op med et reservepræget hold, førte ellers 3-0, men satte føringen over styr efter pausen. Fredag aften blev den sidste kamp spillet. »Ulvene« vandt 3-1 over norske Vålerenga.

Det er en tilfreds assistenttræner, Kristian Bach Bak, der gør status efter turen til Portugal.

- Vi kunne ikke have fået en bedre optakt til foråret med den her generalprøve og træningslejren generelt. Der er stadig ting at arbejde med, men vi har fået en masse gode svar hernede i Portugal, og så har vi fået integreret vores nye spillere godt. Det vigtigste er, at vi har en god gruppe, og det synes jeg, vi har, siger han til fcm.dk.

Alt har været helt i top

Holdet er på træningslejr hvert år, men denne har skilt sig ud.

- Det har været en af de bedste træningslejre, jeg nogensinde har været på. Både hotellet, banerne, vejret og de modstandere, vi har mødt, har været helt i top. Vi er klar til at angribe foråret, understreger Kristian Bach Bak.

Det er en trup helt uden skader, der har været sydpå. Eneste lille spørgsmålstegn er der måske ved Henrik Dalsgaard, der har måttet passe træningen hjemme. Han skulle ikke med på turen, fordi hans hustru var tæt på at gå i fødsel.

Første betydende kamp bliver altså torsdag i en europæisk udfordring mod græske PAOK. Trods ni point i efterårets gruppespil i Europa League kom FCM ikke videre derfra og må i stedet »nøjes« med en plads i Conference League. Her kommer »ulvene« ind i playoff-runden, hvor den samlede vinder efter to kampe går videre til ottendelsfinalen.

På søndag gælder det så Superligaen, hvor førstepladsen skal forsvares mod AaB. FCM har 35 point efter 17 runder, mens nordjyderne ligger nummer fire med 28 point og virker rimeligt sikre på at komme med i mesterskabsspillet, som kun de seks bedste hold kvalificerer sig til.

Kristian Bach Bak vurderer, at midtjyderne står godt klar til de kommende udfordringer.

- Det var en fed kamp (mod Vålerenga, red.) at slutte af på med mange af de dyder, som vi gerne vil se. Vores presspil fungerede sublimt, og vi scorer blandt andet et mål på det. Derudover skabte vi masser af chancer i en dejlig levende kamp, siger han til klubbens hjemmeside.

Kampen mod PAOK fløjtes i gang torsdag klokken 18.45, mens der på søndag er kampstart klokken 14.00.