Ny LOF-bestyrelse

Den ny formand kommer fra Kibæk

9. juli 2020, 07.36

Den ny bestyrelse i LOF Midtjylland. Foto: Privatfoto

IKAST-BRANDE Trods Corona situationen lykkedes aftenskolen Liberalt Oplysnings Forbund i Ikast-Brande og Herning, at få holdt et virtuelt årsmøde, hvor også to nye bestyrelsesmedlemmer blev valgt ind.

Efterfølgende kunne den nye bestyrelse mødes med masser af sprit og afstand og fik ved denne lejlighed også valgt en ny formand. Erik Poulsen fra Kibæk, tog den spændende opgave på sig og han ser sammen med resten af bestyrelsen positivt på fremtiden, trods den corona-situation hele landet befinder sig i.

- De mange krav til hvordan vi kan være sammen, rammer i høj grad det vi beskæftiger os med, da det typisk foregår i hold og fællesskaber, siger skoleleder Charlotte Larsen, som pointerer at deltagernes velbefindende vægter højest og at alle nødvendige forholdsregler vil blive fulgt, når det hele går i gang igen til efteråret.

Hun ser frem til samarbejdet med Erik Poulsen, da han har stor erfaring med foreningslivet i kraft af hans engagement i Kibæk Idrætsforening, hvor han har siddet med i gymnastikudvalget i mange år, samt været aktiv i DGI og herudfra kan komme med en masse ny og spændende inspiration. Den anden nye dreng i klassen, Søren Meldgaard, er formand for Herning Kommuneforening og har trådt sine unge år i Venstres Ungdom, hvor han også havde fokus på aftenskolen LOF.

Der kom allerede mange nye idéer, forslag og overvejelser på bordet, til det første møde med den nye LOF-Midtvest bestyrelse og alle forventer, at efteråret og især 2021 vil blive et år med spændende samarbejde og nyt indhold.