Jubilæum: En gang var farsretter guf for husmødrene

I Bording fejrer husmødrene 80-årsforenings-fødselsdag

Udgivet:04. oktober 2022, 09.50

Læsetid:3 minutter

Bestyrelsen i Nutidens Kvinder er klar til at gå fremtiden i møde. Forrest fra venstre Sonja Sørensen, Birta Pedersen. Bagest Hanne Ankerstjerne, Tove Lauridsen, Vera Bach og Kirsten Mortensen. På billedet mangler Joan Nobis.Foto: Laila Kempel

Laila Kempel
Journalist| lak@ikastavis.dk

JUBILÆUM Først hed de slet og ret husmødre, så blev de aktive tilbage i 2001, inden de i 2006 tog navneforening til det, de kalder sig i dag: Nutidens Kvinder.

For 80 år siden - 28. september - havde 40 lokale husmødre i Bording og omegn indkaldt til møde på Hotel Bording. Til lejligheden havde de også inviteret fru Vedsted-Hansen fra Ølgod, der som hovedbestyrelsesmedlem var aftenens taler.

Hun vendte i øvrigt tilbage et års tid senere, hvor hun i forsamlingshuset kunne tiltrække 110 kvinder til en demonstration af bagning med »det nye mel«.

Og sådan begyndte det hele for foreningen Nutidens Kvinder i Bording, der med sine godt 100 medlemmer fortsat holder liv i en 80 år gammel dame, der lever i bedste velgående.

På trods af navnet, så er der i dag også mandlige medlemmer i foreningen. Den er åben for alle, der har lyst til at tage del i de mange og forskellig-artede aktiviteter, som bestyrelsen gør sig umage for arrangere.

Demonstration trak folk til

I gamle referater kan man læse, at en demonstration med fars-retter tilbage i januar 1943 kunne tiltrække 90 damer.

Det ville nok næppe være tilfældet i dag, hvor der er lidt andre emner på dagsordenen.

- Corona har gjort det svært at få gang i foreningslivet. Det, tror jeg ikke bare, rammer os, men i det hele taget. Det er svært at vænne folk til igen at komme hjemmefra og op af sofaen, siger Tove Lauridsen, der på foreningens seneste generalforsamling fik tildelt formandsposten.

Hun har dog fulgt foreningen Nutidens Kvinder gennem mange år.

Mors friaften

- Da jeg var barn, så var det min mors friaften, når hun skulle til møde i husmoderforeningen. Jeg kan huske, at jeg faktisk ikke var begejstret. Jeg var den ældste i søskendeflokken, og så var det pludselig mig, der stod for aftensmaden. Min mor havde godt nok forberedt det hele, men det var mig, der skulle stå for at få det på bordet og ikke mindst rydde op efterfølgende, fortæller Tove Lauridsen.

Foreningens formål er gennem årene blevet redigeret, og i dag handler det om, at Nutidens Kvinder gerne vil lave alsidig oplysning om kultur, hjem og samfund.

Det sker på omkring otte møder i løbet af året.

Pigeaftener

- Vi laver mange forskellige ting. Det kan være pigeaftener med god mad og præsentation af tøj, sko eller smykker. Vi vil også gerne synge sammen, tage på biografture og virksomhedsbesøg, siger foreningens kasserer Vera Bach.

Juledekorationer har dog været en af de tilbagevendende og populære aktiviteter og arrangeres ofte i samarbejde med lokale blomsterdekoratører.

I 1969 begyndte husmoderforeningen også at drive aftenskole og havde i midten af 80’erne op til 17 forskellige hold at vælge imellem. Det kunne ses på medlemsskaren, der i 1983 toppede med 358 medlemmer.

Forude byder resten af 2022 på dels en stor 80-årsjubilæumsfest i Cafe Tæt På, hvor alle foreningens medlemmer helt gratis inviteres med til at fejre foreningen.

Fuldmagt på programmet

I december sætter foreningen fokus på en af det moderne samfunds mange udfordringer, nemlig at få lavet en fremtidsfuldmagt.

Nutidens Kvinder har allieret sig med den lokale advokat Marianne Bale, der vil orientere om, hvordan arv og testamente fungerer, hvis man bliver ramt at sygdom og demens.

- Vi er da en smule stolte over, at vi kan lykkes med at holde liv i foreningen, og jeg ville da ærgre mig, hvis vi skulle blive nødt til at lukke, siger Sonja Sørensen, der som foreningens øvrige medlemmer slipper 150 kroner i årskontingent.

For det beløb får de til gengæld adgang til foreningens møder og aktiviteter - og her i jubilæumsåret altså også en gratis festaften på Cafe Tæt På.