Duften er tilbage i Ikast: Bakery by Doktor rykker ind hos Løvbjerg

Bakery by Doktor overtager den ledige plads i supermarkedet i vestbyen i Ikast 27. september

Udgivet:24. september 2022, 10.30

Læsetid:2 minutter

Bagermester Claus Doktor (forrest) og købmand Søren Christensen har netop lavet en aftale, så der igen er friskbagt brød og kager på hylderne i Løvbjerg på Vestergade i Ikast. Foto: Laila Kempel

Laila Kempel
Journalist| lak@ikastavis.dk

BAGERBRØD Om seks dage er der igen friskbagt bagerbrød tilbage på hylderne i hjørnet ved indgangen i Løvbjergs supermarked på Vestergade i Ikast.

Købmand Søren Christensen har netop lavet en aftale med bagermester Claus Doktor, der holder til i Viborg, men som driver bagerforretninger i både Randers, Viborg, Lind og Snejbjerg.

- Jeg har gennem et stykke tid haft et godt øje til Ikast, som har en interessant størrelse i forhold til en bagerforretning, siger 50-årige Claus Doktor.

Han er vokset op som søn af en bagermester, der drev »Det varme brød« på Sjællandsgade i Herning og siden en ikonisk bagerforretning i Viborg.

- Jeg er flasket op med det, og det er faktisk det eneste, jeg kan, siger Claus Doktor med et glimt i øjet.

Han er samtidig spændt på det nye eventyr i Ikast.

Claus Doktor er som andre bagermestere udfordret på øgede udgifter til blandt andet el.

- Derfor handler det også om at få fyldt op og udnyttet kapaciteten, siger Claus Doktor, der er rigtig glad for aftalen med Løvbjerg i Ikast.

Åbner klokken 6.30

Bakery by Doktor er kendt for - og vil også i Ikast - levere alround bagværk med både friskbagt brød og kager.

- Planen er, at vi leverer tre gange om dagen. Og allerede fra klokken 6.30, siger Claus Doktor og får nikkende accept fra købmand Søren Christensen, der således ændrer på butikkens åbningstid.

- I første omgang er det bagerafdelingen, der åbner tidligt, men vi arbejder på en løsning, så man også kan supplere med de gængse varer til morgenmaden, som ost, smør, mælk og juice, siger Søren Christensen, der også er rigtig glad for igen at kunne give sine kunder muligheden for at få frisbagt bagerbrød med hjem i indkøbskurven.

Ansættelser på vej

Bagermesteren vil jævnligt kigge forbi sin afdeling i Ikast for at sikre sig, at fagligheden og servicen er i orden. Men han vil også ansætte en butiksansvarlig og eget personale.

- Vi er bagere helt ud til fingerspidserne, men har også fokus på service. Derfor kan både virksomheder med kantiner bestille deres friske brød hos os, og til de private fødselsdage kan man selvfølgelig også bestille både lagkager og kagemænd og -koner, siger Claus Doktor.

Selvom aftalen mellem de to netop er faldet på plads, så er de også klar på at handle hurtigt. Så allerede 27. september er hylderne i bagerhjørnet igen fyldt med duften af friskbagte brød og fristende kager.