I Ikast passer vi på vores borgere

3. februar 2020, 08.30

Endnu et højhusbyggeri bymidten skaber debat blandt villa-ejerne. Dette er de ti-etagers store projekt på hjørnet af Østergade og Kildevej. Illustration: Arkitektfirma KHN

LÆSERBREV Sådan udtalte et byrådsmedlem sig i Ikast Avis for kort tid siden.

I sidste uges Ikast Avis læser jeg med interesse og medleven Allan Leerholms debatindlæg. Og forstår til fulde hans frustrationer over et byråd, der uden tanke for de private konsekvenser, tillader et nyt stort byggeri midt i et villakvarter.

Forinden har jeg, grebet af de gode intentioner i ideen og med min mands og min alder og fremtid i baghovedet, googlet på seniorbofællesskaber i Region Midtjylland, Ikast- Brande kommune, og fået svaret, at der ingen er. I de byer hvor man har etableret seniorbofællesskaber, oplever man lange ventelister til boligerne.

Det giver livsglæde i den tredje alder at bo i et fællesskab, hvor man tager hånd om hinanden, har oplevelser sammen, har fælles vaskehus, fælles gæsteværelser til voksne børn og børnebørn på besøg, fælles spisninger, udflugter og så videre. Beboerne har færre sygedage, klarer sig langt bedre, uden at det offentlige skal ind over. Der er hjælp til selvhjælp.

Men så visionære er politikerne ikke i vores by. Ikke noget med lav bebyggelse i midtbyen, ikke noget med at nytænke og etablere nogle tiltrækkende bomiljøer, der kunne tiltrække både ældre og børnefamilier. Nej, op i luften med ejendommene og en vældig tro på, at der bliver ved at være borgere til at flytte ind i dem.

For ikke længe siden kæmpede min datter og svigersøn en (på forhånd tabt) kamp på Nygade mod byggeriet på Villavej. Resultatet rejser sig i dag, en kolos af en bygning stiger mod himlen, lige bag deres skel som en hån mod enhver villaejers naive tro på en lokalplans ukrænkelighed. Og på at deres byråd vil deres bedste.

Når dette så er sagt, er mit budskab i grunden det, at jeg i den grad synes, beslutningstagerne i denne by er blottede for visioner. Det ene byggeri efter det andet skyder i vejret, lukker for lyset, solen og privatlivet i sommerhaverne, trappeopgangene i nybyggerierne er badet i lys døgnet rundt og beboerne i de underliggende huse føler sig udstillede og intimederede . Og som Allan Leerholm så rammende siger, er husenes værdi sunket samtidig med den livskvalitet beboerne havde.

Jeg giver Allan Leerholm fuldstændig ret i, at der burde arbejdes og besluttes ud fra en samlet strategi for bymidten. Hvad er det for en bymidte, der skal være i Ikast, hvordan skal den se ud, hvilke muligheder for borgerne skal der være, hvordan fornyes der, så alle føler sig hørt og respekteret?