- Det kan godt være vi ikke er enige – men derfor behøver vi jo ikke være uenige

Menighedsrådene beslutter, hvordan kirkernes bygninger skal udsmykkes. Det kan være en balancegang mellem eksperternes anbefalinger og de lokale kirkegængeres holdninger

17. februar 2021, 11.06

I 2003 blev Faurholt Kirke renoveret og udsmykket. Det lokale menighedsråd gik imod anbefalingerne fra de konsulenter, der rådgiver om kirkekunst, men fik alligevel biskoppens godkendelse til den markante udsmykning. Foto: privatfoto

KIRKE Der er ikke meget, der kan dele vandene som billedkunst i det offentlige rum. Derfor er det altid en balancegang, når der skal vælges udsmykning til kirkerne, og overvejelserne står i kø. Skal det være pænt? Skal det være forkyndende? Skal det være kunst?

I Faurholt har menighedsrådet i flere omgange taget beslutninger om udsmykning, som har krævet en holdning af dem, der kommer i kirken. Først i forbindelse med restaureringen af kirken tilbage i 2003, og senest sidste år ved udsmykningen af Kirkely. Kirkely fungerer dels som mødelokale og dels som kapel, så det har selvfølgelig stillet en del krav til udsmykningen.

Menigheden blev spurgt

Menighedsrådet kunne godt tænke sig, at glaskunstner Aksel Østergaard Jensen fra Ejstrupholm stod for udsmykningen af Kirkely, så der blev udarbejdet et forslag, som blev lagt frem for kirkens brugere. De lokale meninger betyder nemlig mindst lige så meget som kunsteksperternes dom, har man erfaret i Faurholt.

- Det er jo et emne, der hurtigt kan føre til uenighed, så vi spurgte simpelthen menigheden og præsten. Der var ingen, der sagde nej til forslaget, fortæller Niels Ove Grøn fra menighedsrådet i Faurholt Sogn. Nu hænger udsmykningen på væggen i Kirkely og fortæller en historie om påske og genopstandelse.

Menighedsrådet kan træffe beslutninger om ”løse” kunstværker i kirkerne og kirkernes bygninger, men når det handler om altertavle, prædikestol og farver i kirkerummet, skal biskoppen godkende det – som regel ud fra anbefalinger fra ”Akademiraadets udvalg for kirkekunst” og ”Selskabet for Kirkelig Kunst”, som har konsulenter, der kan rådgive menighedsråd og biskopper. Er kirken over 100 år, så er der også fredningsregler, der træder i kraft.

Kæmpede for beslutningen

Da Faurholt Kirke i 2003 blev restaureret, var kirken ikke blevet 100 år endnu, og det gav lidt friere rammer for det daværende menighedsråd. Rådet tog på inspirationstur rundt i landet, og undervejs dukkede navnet Adi Holzer op. Den østrigsk-danske kunster havde værker hængende i flere kirker, men de kirkelige kunstkonsulenter ville ikke anbefale ham til samlede udsmykningsopgaver på det tidspunkt. Menighedsrådet i Faurholt valgte dog at gå imod eksperternes anbefalinger.

- Vi valgte at kæmpe for vores beslutning, og det endte også med, at biskoppen sagde god for det. Adi Holzer er senere blevet anerkendt og har udsmykket andre kirker, fortæller tidligere menighedsrådsformand Niels Willumsen, der har været med til at træffe beslutningerne om udsmykningen af både kirken og Kirkely.

Markante farver

Udsmykningen i 2003 betød, at træværket i kirken blev malet i markante farver, som man ikke kan undgå at få en holdning til, når man træder ind i kirkerummet. De stærke farver går igen på prædikestolen og i den trefløjede altertavle, hvor Kristus forbinder kaos og paradis ved at besejre døden.

- Der har været nogle ganske få, som ikke har været tilfredse med udsmykningen, men det er ikke mange, jeg har hørt det fra. Det kan godt være, at vi ikke er enige, men derfor behøver vi jo ikke være uenige, siger Johannes Søndergaard, der var menighedsrådsformand, da kirken blev restaureret og udsmykket.