Talentspejderne: Festdag og guld-diplom efter talentforløb

Bjarne Sass-Petersen og Domas Manciunskas fejrer målet med en tur på Moesgaard Museum i Aarhus

Udgivet:28. maj 2022, 10.10

Læsetid:1 minut

24 gange har Bjarne Sass-Petersen og Domas Manciunskas mødtes og gennemført de i alt 24 lektioner i Talentspejdernes gennemtestede program, der giver både selvtillid og selvværd til den unge. Og ikke mindst sporer dem ind på, hvilken ungdomsuddannelse der passer bedst til dem. Foto: Privatfoto

Laila Kempel
Journalist| lak@ikastavis.dk

TALENTSPEJDER Det var en festdag for Domas Manciunskas, da han sammen med sin mentor Bjarne Sass-Petersen fejrede et velgennemført talentspejderforløb. Med til festen var også Domas’ forældre Ina og Remigijus, der begge stammer fra Litauen.

Det var en stolt og glad Domas Manciunskas, der modtog sit guld-diplom efter 24 møder sammen med Bjarne Sass-Petersen.

Landsforeningen Talentspejderne er en frivillig, upolitisk og ikke religiøs humanitær organisation, der støtter unge skoleelever mellem 12-15 år.

Det er skolerne, der indstiller til et talentforløb, hvor elevens foretrukne læringsstil testes, intelligenser udforskes og karakterstyrker afdækkes.

Med andre ord bliver den unge klogere på sig selv, og det giver selvværd og selvtillid. Talentspejdernes mentorprogram har en stærk tro på, at alle børn og unge har evner og talenter. For at kunne udfolde sine evner og talenter kræver det støtte og anerkendelse af en dygtig mentor, der kan fungere som rollemodel.

Bjarne Sass-Petersen blev certificeret mentor for et år siden og fortæller, at han også får noget ud af at være mentor:

- Det er så livsbekræftende at hjælpe en intelligent og god dreng som Domas til at blive tunet ind på, hvilken uddannelse han skal vælge siger han.

Domas går i 8. klasse på Bording Skole og vil efter 9. klasse gerne på HTX i Herning. Som fejring af det gode forløb, vil de to fejre, at de nålede i mål ved besøge Moesgaard Museums udstilling om vikinger.