Jeg får svært ved at finde sådan en kone igen

Ebba og Jørgen Skou, Ikast, fejrer 1. december diamantbryllup

Udgivet:29. november 2022, 09.32

Læsetid:3 minutter

Ebba og Jørgen Skou glæder sig til at fejre deres 60 års bryllupsdag sammen med den allernærmeste familie. Foto: Laila Kempel

Laila Kempel
Journalist

6 måneder siden

DIAMANTBRYLLUP De har fulgtes ad i over 60 år. Aldrig har de været i tvivl om deres valg og har aldrig overvejet, om tingene skulle være anderledes.

I morgen, 1. december, kan ægteparret Ebba og Jørgen Skou fra Ikast fejre diamantbryllup.

Opskriften på deres lange ægteskab kan de ikke sådan dele ud af, for de ved ikke lige, hvad den er.

- Men jeg ved i alt fald, at jeg får svært ved at finde sådan en kone igen, siger Jørgen Skou med et kærligt blik i øjnene.

Gået på klingen, så mener han, at det måske handler om (k)ærlighed.

- Vi er da ikke nødvendigvis enige om alting, men så handler det om at få tingene på bordet, og så er den jo ikke længere. Det hjælper ikke at gå og gemme på noget. Man kan lige så godt få det frem og få det færdig-debatteret, siger diamantgommen.

Han får nikkende accept fra sin livsledsager gennem 60 år, Ebba.

- Man kan lige så godt få det talt igennem, og så er det jo glemt bagefter, tilføjer hun.

Parret har de sidste fem år boet i lejlighed efter at have solgt deres parcelhus midt i Ikast.

Her boede de i 55 år og flyttede faktisk ind på deres bryllupsdag for 60 år siden.

- Det var knapt færdig. Det lugtede af fernis og tapet, der knap hang fast på væggene, husker Ebba Skou.

Hun er født og opvokset i Ikast som datter af den lokale cykelhandler, og det var faktisk i forældrenes forretning, at hun mødte kærligheden.

Jørgen var glad for knallerter og kom derfor ofte på værkstedet hos min far, hvad der senere skulle blive hans svigerfar.

Maskinarbejder

Jørgen Skou er udlært maskinarbejder og smed og arbejdede i mange år hos Niebuhr Maskinfabrik, senest som driftsleder. De sidste år som erhvervsaktiv var han dog kørende sælger og kom rundt i hele Jylland og Fyn, hvor han solgte værktøj.

Ebba Skou arbejdede i perioder i tekstilindustrien, men var også hjemmegående husmor, der aldrig sendte sine tre børn i institution. Den opgave klarede hun selv.

I dag nyder de pensionisttilværelsen og friheden i lejlighed. Der er hverken græs, der skal slås eller sne at rydde om vinteren.

- Vi har sådan en dejlig opgang. Da vi flyttede herud, gik vi sådan lidt rundt og hilste høfligt på hinanden. Men så en dag tænkte jeg, nu skal vi lære hinanden at kende, og så inviterede jeg alle ind i vores lejlighed, siger Jørgen Skou, der samtidig afslører, at han er en festlig og social person, der aldrig siger nej til en invitation.

- Min læge siger godt nok, at jeg er gammel, hver gang jeg stikker hoved ind. Og ja, jeg har da svært ved at komme omkring uden min rollator, så der er nok noget om snakken, erkender den 82-årig diamantgom med et smil på læben.

Ebba Skou tilføjer, at når ens ældste svigersøn om et øjeblik fylder 60, så er det nok svært at komme udenom.

Festligt liv

Parret ser tilbage på et festligt liv, hvor de hurtigt bliver enige om, at der var ikke meget, der skulle gøres om, om de kunne.

- Vi har altid brugt at rejse og holde ferie. Det har givet masser af oplevelser og minder, som vi ikke ville undvære. Heldigvis har vi masser af venner, som vi tager ud og besøger. Vi drikker en kop kaffe og hygger os, siger Jørgen Skou.

Ebba Skou går fortsat til gymnasik en gang om ugen, svømmer lidt en gang imellem og så nyder hun at have god tid.

- Jeg elsker at stå op om morgenen og have god tid til at nyde min kaffe. I mange år stod jeg op og smurte madpakker til alle tre børn og min mand. Nu nyder jeg de stille morgener og den gode tid, understreger hun.

Diamantbrylluppet fejrer de sammen med de tre børn, svigerbørn, børnebørn og oldebørn. Til sammen tæller hele flokken 22 personer.