Et væld af oplevelser for de ældre: - Vi har noget, vi skal have indhentet

Med coronamidler fra staten til oplevelser er de ældre på kommunens plejehjem i gang med at finde glæden igen. Nu står den på udflugter en masse for beboerne på Bøgildlund efter en lang og hård tid med nedlukning og afsavn

10. juni 2021, 09.23

Den stod på grillpølser og brød, da fiskene nægtede at bide på under Bøgildlunds udflugt til Skyggehale Put & Take.

LIVSGLÆDE Erling Voetmann tygger grundigt på sin grillpølse, mens han forsøger at tænke tilbage på det seneste år. I et langt liv har han set og oplevet meget. Økonomiske kriser, en verdenskrig, en kold krig, terrorangreb og internettets frembrud. Men selv om han ikke vil rangere oplevelserne på en skala fra slem til værst, konstaterer han, at coronakrisen alligevel har været hård på en helt speciel måde.

- Pludselig kom de jo alle sammen med mundbind på. Sygeplejerskerne og dem alle på hjemmet. Det kom lidt ud af det blå det hele, for jeg læser ikke så godt længere, og derfor følger jeg ikke med på samme måde som tidligere, siger Erling Voetmann.

Vi skal have indhentet en del

Han sidder i solen og holder frokostpause ved Skyggehale Put & Take sammen med en gruppe beboere fra Plejecentret Bøgildlund. Søen ligger blikstille, og ikke en eneste regnbueørred har vist sig efter næsten tre timer. Ikke desto mindre er humøret højt. For det at komme ud igen er hele essensen, lyder det enstemmigt fra flere af beboerne omkring frokostbordet i det fri.

Følgevirkningerne fra pandemien medførte strenge besøgsrestriktioner på plejehjemmet efterfulgt af en total nedlukning. Nu er de alle vaccinerede og i fuld gang med at gøre brug af de coronamidler, som staten har afsat til landets plejecentre for at skabe trivsel efter nogle ensomme måneder.

Den er saftsuseme stor

Selv om fiskenes timelange siesta skaber en blank og helt rolig overflade på søen, bobler minderne frem blandt beboerne, som på rad og række nu er tilbage ved søens kant efter frokost.

For 81-årige Jørn Petersen har fiskeri egentlig aldrig fyldt det store, men anledningen minder ikastboen om et travlt arbejdsliv, hvor han ikke har haft meget tid til fisketure.

- Jeg har blandt andet arbejdet for Bernhard Jensen (bogtrykker og stifter af Ikast Avis, red.). Så jeg har haft min gang på Ikast Avis og senere også på Herning Folkeblad, lyder det fra Jørn Petersen, som imidlertid afbryder sine fortællinger fra fortiden.

Et festfyrkeri af et kraftspring bryder den blikstille søoverflade og skaber stor jubel blandt beboerne, som nu alle har ild i øjnene for at skaffe andet end pølser til grillen.

- Den er saftsuseme stor, den der!

- Jeg har nu set større fisk i mine yngre dage, men den her vil jeg godt have på krogen, tilføjer han.

En krabat af en ørred underholder og skaber kortvarigt en lettere euforisk følelse blandt beboerne, men på krogen vil den ikke denne junidag, hvor Bøgildlund er trådt et skridt ind i en ny og bedre tid med færre bekymringer over coronavirus, og med hundreder af tanker tilbage til ungdommen, og dengang der virkelig var store fisk til.

Erling Voetmann med rød kasket synes, tiden med corona har været barsk. Han nyder, at samfundet åbner mere op igen, og at det der for nyligt var umuligt, nu igen kan lade sig gøre.