Ikast-frisør glæder sig: Vores onlinebooking-system er brudt ned - og mobilen kimer i ét væk...

Regulær telefonstorm hos frisør, der har sin første kunde mandag morgen klokken 8.30

19. april 2020, 13.41

Frisørmester Hanne Maibom, Maiboms Hårkunst i Ikast, glæder sig og er klar til at klippe igen - men afventer retningslinjer. foto: jette aaes

IKAST Klokken 06.24 fredag morgen tikkede den første sms ind: »Yeah, I må åbne på mandag. Kan jeg få en tid?«

- Det var, seks minutter før mit vækkeur skulle ringe. Jeg var helt forvirret, for jeg anede ikke, at det var blevet besluttet, at vi måtte åbne salonen igen.

Inden vækkeuret overhovedet fik chancen for at reagere, var frisør Hanne Maibom fra Maiboms Hårkunst i Ikast fuldt vågen.

Og midt på formiddagen var antallet af ubesvarede opkald langt over 100.

- Det er jo helt vildt. Jeg skyndte mig at få lagt en besked ud på vores Facebook-side om, at det er helt vildt dejligt med interessen, men at vi er nødt til at bede kunderne om tålmodighed, indtil vi kender rammerne for genåbningen, siger en glad, overvældet og samtidig også en anelse rundbarberet salonindehaver.

Overrasket over kort varsel

- Jeg har brugt de seneste dage på at spritte af rundt om i salonen. Men helt ærligt, så troede jeg ikke helt på, at vi ville få tilladelse til at genåbne allerede nu. Og jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at det ville blive med så kort varsel. Jeg kan åbne mandag, men aner ikke hvordan, tilføjer hun.

Fredagen brugte Hanne Maibom på at gøre rent overalt og spritte endnu mere af. Det hele til den faste lyd af mobilens skingre lyd af desperate kunder, der forsøgte at få taletid til en klipning eller en farvning.

- Vores online-booking-system er brudt ned. Og mobilen kimer i ét væk ..., siger Hanne Maibom med et kæmpe smil og skuldrene trukket helt op om ørerne - i afmagt, eller måske for at få ro for mobilens ringeri.

Den politiske aftale om genåbning af en række liberale erhverv som ud over frisører også omfatter blandt andre tandlæger, fysioterapeuter og tatovører, kom i hus natten mellem torsdag og fredag.

De vigtige retningslinjer

Som alle øvrige kolleger afventede Hanne Maibom fredag besked om de endelige retningslinjer fra Dansk Frisør & Kosmetikerforbund.

- Forbundet gør sikkert alt, hvad de kan, og har meddelt, at retningslinjerne måske først bliver helt klar i løbet af lørdag. Uden dem aner jeg ikke, om jeg må have personale i salonen, hvor mange kunder her må være ad gangen, hvordan vi tackler beskyttelse, om vi må lave bryn og vipper - der er så mange spørgsmål. Jeg føler mig tryg ved sikkerheden, når regeringen og myndighederne giver lov til genåbningen. Men både personalet og kunderne skal også føle sig trygge, siger Hanne Maibom, der allerede før påske investerede i masker og masser af håndsprit.

- Jeg er nærmest blevet hysterisk med at handle lokalt, så det fandt jeg heldigvis hos SM Værktøj her i Ikast. Jeg købte det for at være sikker på at være klar, hvis der skulle ske noget, forklarer hun.

Tid til alle

Normalt når de fem medarbejdere i salonen midt i Ikast, der til efteråret kan fejre 25-årsjubilæum, at have omkring 30 kunder igennem på hverdage og lidt færre om lørdagen.

- Det er klart, når så mange ikke er blevet klippet i fire uger, så opstår der kø for at komme til. På grund af nedlukningen er kalenderen tom, så der bliver ledige tider til alle. Vi skal blot vide, hvordan vi kan tage imod kunderne uden at gå på kompromis med sikkerheden, siger frisørmesteren.

Hun bruger weekenden på at gøre klar til de første kunder.

- Jeg er så glad for, at vi må komme i gang igen. Jeg har den første kunde klokken 8.30 mandag morgen. Jeg skal lige nå at følge min datter i skole. Og så er jeg ellers booket fuldt ud resten af dagen. Det er det eneste, jeg ved, siger hun.

Hvor mange medarbejdere og kunder der herefter kan komme ind i salonen de kommende dage, kommer de endelige restriktioner og retningslinjer til at afgøre.

Fredag erstattede håndsprit, ansigtsmasker og rengøringsmidler pladsen foran frisørstolene i Maiboms Hårkunst inden genåbningen. foto: jette aaes