
Lørdags-ler på Klosterlund Museum
Kirsti Dahl er frivillig og viser på tre lørdage, hvordan man kan lave sin egen kop i ler
Udgivet:23. maj 2023, 07.59
Læsetid:1 minut
En af Klosterlunds frivillige Kirsti Dahl er klar til at dele ud af sine mangeårige erfaring i at arbejde med ler. Foto: Klosterlund Museum
KLOSTERLUND Det lokale museum ved kanten af Bølling Sø går nye veje og er klar til at vise, hvordan man kan udnytte sine kreative kompetencer og lave sin egen kop i ler.
Det sker tre lørdage i træk, nemlig 27. maj samt 3. - og 10. juni.
Det fremgår af en pressemeddelelse, hvor museet skriver, at det er en af stedets mange frivillige. Kirsti Dahl, der via sine mange års erfaring er klar til at lære fra sig.
Kirsti Dahl har mange års erfaring i at arbejde med keramik, så nybegyndere kan lære de basale tricks, og de mere garvede kan få en god snak om fælles interesser og måske udfordre sig selv ved at kopiere oldtidens keramikere.
Inde i museets udstilling er der et overdådigt bord med keramik fra jernalderen, hvor det er muligt at hente inspiration. Uanset om man er mest til de bittesmå, skæve kopper, som måske er lavet af børn, eller flotte, glittede kopper med hank.
Den færdige kop kan blive brændt i museets keramikovn næste gang, der tændes op. Ovnen blev bygget hen over sommeren sidste år efter jernalderforbillede og den blev testet i efterårsferien – med stor succes.
Lørdags-ler foregår i museets overdækkede madpakkehus, og man skal ikke medbringe andet end sig selv, skabertrang og tøj, som gerne må blive beskidt.
På museet kan man også købe lidt lækkert i caféen eller gå på opdagelse i udstillingerne.
Det er gratis at komme til lørdags-ler.