112

Punkteret: Afsløret som spiritusbilist

Udgivet:14. november 2022, 10.40

Læsetid:1 minut

Foto: Martin Ballund

BRANDE En 40-årig mand fra Tørring blev søndag aften formentlig afsløret som spiritusbilist. Det skete, da han ved 20.30-tiden holdt i nødsporet på Midtjyske Motorvej nær en afkørsel til Brande.

Her blev han spottet af en chauffør i en lastbil fra SOS Vejhjælp, der kontaktede politiet. Bilen var punkteret på venstre forhjul, og SOS-manden fandt, at den 40-årige opførte sig lidt mærkeligt.

En politipatrulje blev sendt til stedet, og betjentene skønnede, at bilisten var fuld.

Han blev anholdt, og der blev taget en blodprøve. Resultatet heraf vil danne baggrund for den sigtelse og de sanktioner, der vil overgå den 40-årige.