Så skal der stemmes: Mange »morgen-vælgere« i IBF Arena
Så er kommunal- og regionsrådsvalget i gang. Det blev en velbesøgt valgåbning i IBF Arena
Udgivet:16. november 2021, 09.28
Læsetid:1 minut
Så er kommunal- og regionsrådsvalget i gang. Det blev en velbesøgt valgåbning i IBF Arena
Udgivet:16. november 2021, 09.28
Læsetid:1 minut
Den tidligere stjernespiller Tonje Kjærgaard har fejret mange triumfer på halgulvet i IBF Arena. Her til morgen var hun mødt op for at stemme på sin tidligere hjemmebane. Foto: Tom Laursen
VALGÅBNING Med et smil på læben lod hun stemmesedlen falde og kunne på selvsamme halgulv, hvor utallige triumfer er blevet fejret, konstatere:
- Jeg fik stemt på min gamle hjemmebane, og jeg fik stemt rigtigt.
Den tidligere stjernehåndboldspiller, Tonje Kjærgaard, var denne valgmorgen i godt humør, da hun kort efter valgstedernes åbning klokken 8.00, afgav sin stemme ved kommunal- og regionsrådsvalget.
I det hele taget var kommunens største valgsted ganske velbesøgt, hvor flere var mødt tidligt op for at stemme.
- Jeg kan godt lide at få det ordnet, og i øvrigt skal jeg på arbejde senere. Jeg arbejder som kok, og jeg skal have en flæskesteg i ovnen, lød det fra Ikast-boen Michael Hvam.
Foran valgstedet er indrettet fire parkeringspladser forbeholdt de vælgere, som ønsker at stemme i bilen. Det kan enten være for de gående, for de utrygge eller for de, der er smittede med coronavirus, og et par stykker benyttede sig af muligheden her til morgen.
- Det skal være en sikker festdag, og vi er godt forberedte. Vi har ekstra mandskab kaldt ind, masser af sprit, afstand og mundbind, lød det desuden fra kommunaldirektør Flemming Storgaard.
I det hele taget var de første vælgere gode til at tage hensyn til hinanden.
Valget i Ikast-Brande Kommune er nu godt i gang, og vi bringer løbende det næste døgn nyheder, reaktioner og reportager fra hele Ikast-Brande Kommune.