
Ny byggemarkedsleder vil opbygge nye relationer til kunderne
Jens Dam er ny byggemarkedsleder hos XL-Byg Brejnholt i Bording
Udgivet:13. december 2019, 13.45
Læsetid:2 minutter
Jens Dam er ny byggemarkedsleder hos XL-Byg Brejnholt Bording. Foto: Jacob Hove
3 år siden
Bording Siden 1. november har Jens Dam været byggemarkedsleder hos XL-Byg Brejnholt Bording.
Han kommer fra en stilling som butikschef hos Sanistål i Viborg, og inden da kørte den VVS-uddannede byggemarkedsleder rundt som montør i 20 år.
Det er med andre ord en mand med styr på både det med salg og særligt salg inden for VVS, som er kommet til Bording, og det vil kunderne kunne mærke.
- VVS-siden i butikken bliver styrket, fordi jeg er kommet her til og kan trække på min viden og baggrund, siger Jens Dam.
Han har flere målsætninger for butikken.
- Butikken skal gøres så synlig som muligt, og så skal kunderne kunne regne med, at vi har de ting på hylderne, som vi reklamerer med. Folk vil ikke gå forgæves. De skal have en god oplevelse og en god service hver gang. Vi skal kapre nogle kunder, siger Jens Dam, der går meget op i at opbygge relationer til sine kunder.
- Tidligere handlede det kun om prisen, men i dag er relationer en rigtig vigtig del af det at drive en butik. For det kan godt være, at du ikke lige har det billigste produkt, men hvis kunderne kender dig og ved, at de får en rigtig god service og vejledning, så er det for mange vigtigere end prisen, siger Jens Dam.
God velkomst
Den nye byggemarkedsleder er rigtig glad for den modtagelse, han har fået blandt sine nye kolleger.
- Jeg er blevet taget rigtig godt imod, siger han.
Jens Dam forventer, at han skal bruge første år på at komme ind i det hele.
- Jeg skal se, hvordan det hele udvikler sig og lære markedet at kende. Jeg er kommet godt i gang, men der er stadig en masse ting, jeg ikke er inde i endnu, siger han.