Fodboldklub får afskåret grisehoved og klager over hetz

FC Basel har involveret politiet, efter at et grisehoved torsdag blev placeret foran klubbens hovedkontor.

7. maj 2021, 05.58

FC Basel er i øjeblikket 25 point efter Young Boys, der er sikker på at vinde det schweiziske mesterskab. Uden for banen kæmper klubben med andre problemer. (Arkivfoto).

BASEL Den schweiziske fodboldklub FC Basel bliver i disse dage udsat for en hetz, der torsdag kulminerede med, at et afskåret grisehoved blev placeret foran klubbens hovedkontor.

FC Basel oplyser på Instagram, at klubben har involveret politiet i sagen, der er omgærdet af en del mystik.

Det vides ikke nøjagtig, hvem og hvorfor det blodige grisehoved er placeret på asfalten tæt ved indgangen.

På selve bygningen er byskiltet fra den lille by Herisau klistret op, og det kan være en henvisning til Basels direktør Roland Heri.

Grisehovedet er dog blot den seneste i rækken af hændelser, der har ramt FC Basel og dens medarbejdere.

Klubben skriver på Instagram, at medarbejdere med posten har modtaget tidsskrifter, kataloger og andre ting, og at fremmede har oprettet abonnementer i deres navne.

Der er også blevet afbrændt en dukke forestillende en Basel-leder inden for de seneste dage.

I opslaget på Instagram spørger den schweiziske klub, om de pågældende mennesker har nogen grænse og kalder handlingerne uacceptable.

FC Basel er placeret på en aktuel andenplads i den schweiziske liga hele 25 point efter Young Boys, der er sikker på at vinde mesterskabet.

/ritzau/