Cricket Club får ny hjemmebane: Syv sakse i brug til snoreklip

Ikast-Brande Cricket Club har realiseret drømmen om at bygge egen hjemmebane

18. august 2021, 12.50

Fredag kunne Ikast-Brande Cricket Club med syv sakse klippe snoren til sin nye hjemmebane bag Hjertet i Ikast. Fra venstre ses Carsten Martensen, Dansk Cricket-Forbund; Ameya Mekendale, kaptajn; Niels Laurits Thygesen, næstformand; Sahana Kosuri, ungdomsspiller; Tony Sharma, formand; Ib Lauritsen (V), borgmester; og Carsten Dalgaard, kasserer. Foto: Jørn Deleuran

INDVIELSE Hele syv sakse var i brug, da Ikast-Brande Cricket Club fredag eftermiddag havde officiel indvielse af den nye hjemmebane, som er anlagt på området bag Hjertet i Ikast.

Det syvdobbelte snoreklip var en fin markering af, hvad udviklingskonsulent i Dansk Cricket-Forbund, Carsten Martensen, beskrev som en sjældenhed:

- Jeg får en fornemmelse af historisk vingesus ved at stå her i dag.

Han henviste til, at sportsgrenen langt fra er ny i Danmark, hvor den første kamp blev spillet i 1866, og de fleste danske klubber blev grundlagt i de efterfølgende 100 år. Men herefter blev der lidt stille på den front.

Det var lige indtil Tony Sharma og Niels Laurits Thygesen, der er henholdsvis formand og næstformand, satte sig for at skabe en klub i Ikast-Brande. Efter en utrættelig indsats fra de to herrer samt andre lokale ildsjæle blev klubben officielt stiftet i begyndelsen af 2018 - som cricketklub nummer 42 i Danmark. Herefter påbegyndte de arbejdet med at finansiere og etablere en hjemmebane, og nu har Ikast-Brande Cricket Club fået et rigtig godt afsæt til at tiltrække endnu flere medlemmer, end de nuværende 40, fortalte kaptajnen på klubbens førstehold, Ameya Mekendale.

- Vi ønsker mange flere til vores juniorteam, alle er velkomne til at være med, så cricket kan fortsætte her i flere generationer, sagde han.