Opråb fra brandstationen i Ikast: Der mangler deltidsbrandmænd

Det er en myte, at jobbet som deltidsbrandmand ikke kan kombineres med et andet job - dette håber man i Ikast at få gjort opmærksom på gennem en kampagne

Udgivet:27. august 2022, 16.00

Læsetid:5 minutter

At være deltidsbrandmand er et job for både mænd og kvinder. Man behøver ikke være på standby døgnet rundt eller være to meter høj og toptrænet. Der er mange myter om jobbet, og det hjælper disse tre deltidsbrandmænd fra stationen i Ikast gerne med at afkræfte. Fra venstre ses Mads Jensen, Maj-Britt Kastbjerg Christensen og Flemming Vestergaard.

Malene Tswai
Fotograf
Thomas Vang Nielsen
Journalist

1 år siden

IKAST Blivbrandmand.dk er ikke blot navnet på en hjemmeside.

Det er også udtryk for den aktuelle situation i Ikast.

- Vi mangler brandfolk i Ikast, fortæller Peter Tue Jensen, der er områdeleder for de 11 stationer i Herning, Ikast-Brande og Ringkøbing-Skjern kommuner.

- Vi er udfordret på, at det kan være svært at stille fuldt hold, når der er udrykning. Det er en uholdbar situation, og det er selvfølgelig derfor, vi nu går ud med en rekrutteringskampagne, uddyber han.

Det er ikke første gang i historien, der søges nye deltidsbrandmænd, men ofte hæmmes rekrutteringen af et velkendt problem.

- Mange har et forkert billede af, hvad det vil sige at være deltidsbrandmand. Mange tror, man skal være en to meter høj og én meter bred mand, som er bomstærk. Eller at man skal sige sit job op for at sidde standby på stationen hele dagen. Men sådan er det slet ikke, understreger Peter Tue Jensen.

24/7 er ikke et krav

Vognparken ved stationen på Kirkegade 104 i Ikast består af to autosprøjter, en tankvogn, en lift og en redningsvogn. Adressen er også hjemsted for en ambulance, men den hører til et andet »system«.

- Der er aldrig nogen fast her på stationen. Alle er deltidsbrandmænd, som kun kommer, hvis de bliver tilkaldt. I Ikast er vi i alt 21 brandmænd, men vi har brug for mindst 4-5 mere. Vores udfordring er primært mangel på folk, der kan møde op i dagtimerne, siger Peter Tue Jensen og tilføjer:

- Ved en alarm kalder vi til flere forskellige brandfolk samtidig, så hvis nogen ikke har mulighed for at rykke ud, går kaldet bare videre til en anden. Den enkelte deltidsbrandmand skal ikke stå til rådighed 24/7, 365 dage om året. Derfor er det meget vigtigt at have mange ansatte på opkaldslisten.

Gør en forskel for andre

Som optakt til interviewet om personalemangel på brandstationen har avisen bedt områdelederen om at »tromme nogle folk sammen«, så alle citater ikke skal komme fra chefens mund. Som sagt så gjort.

Flemming Vestergaard er 45 år og bor i Ikast. Han arbejder som lagerekspedient hos XL-Byg Roslev på Neptunvej og har været deltidsbrandmand i otte år.

- Man skal blive min kollega, fordi man gør en forskel i lokalsamfundet. Man hjælper dem, der står med et problem, som de ikke selv kan løse. Personligt giver det mig også en spænding og adrenalin i hverdagen, fordi jeg ikke ved, hvad dagen byder på, siger Flemming Vestergaard.

- Min arbejdsgiver siger, at det er hans måde at vise samfundssind ved at lade mig rende midt i arbejdstiden. Han vil jo også gerne selv have den nødvendige hjælp fra brandmænd, hvis han en dag står i en kritisk situation, fortsætter han.

Brandmands-kvinde

Maj-Britt Kastbjerg Christensen er 35 år og fra Aulum. Hun er med til interviewet som et lyslevende bevis på, at man ikke behøver være mand, for at kalde sig brandmand.

- Til november har jeg været deltidsbrandmand på stationen i Aulum i et år, og jeg håber, at der er nogle andre kvinder, som vil prøve her i Ikast også, siger hun.

Maj-Britt Kastbjerg Christensen er uddannet social- og sundhedsassistent, men har de seneste tre år arbejdet hos Dansk Industri og Skadeservice i Hodsager. Hun havde længe gået med tanken om at blive brandmand, men det blev aldrig rigtig alvor.

- Jeg var en af dem, der havde alle mulige fordomme om, at det kun er for mænd, og at man skal være på stationen hele dagen, siger hun.

Som en familie

En dag begyndte hun at følge Facebooksiden for »Blivbrandmand«.

- Jeg så en pige fra Aalborg, som var midt i 20’erne og samme lave højde som mig. Hun var brandmand, og så tænkte jeg, at det måske alligevel kunne lade sig gøre, siger Maj-Britt Kastbjerg Christensen, der selv er 157 centimeter høj.

Hun efterlod en kommentar ved et af opslagene på Facebook, og det bemærkede stationslederen i Aulum som kontaktede hende.

Nu er hun så i uniform.

- Jeg kalder det selv brandmand, selv om jeg er kvinde, siger Maj-Britt Kastbjerg Christensen og smiler stort.

- Min chef bakker mig fuldstændig op. Det er også derfor, jeg står her nu i arbejdstiden for at være med til at gøre reklame for at blive brandmand.

- Jeg er blevet brandmand for at udfordre mig selv, og jeg er rigtig glad for det helt specielle fællesskab, man bliver en del af. Det er som en familie, hvor det er lige meget, om man er fra Aalborg eller Aulum - der er bare et specielt bånd.

Nemt foreneligt med job

Den tredje deltidsbrandmand, som er trukket i fuld uniform denne dag til ære for pressen, er Mads Jensen fra Ikast. Han er 45 år og indehaver af Ikast Mikrobryg samt lærer på Ejstrupholm Skole. Han har været deltidsbrandmand i 11 år.

- Jeg tror, vi ligger på omkring 120 udkald fra Ikast om året. Altså totalt set. Jeg er naturligvis ikke med på dem alle, for det er jo ikke altid, man har mulighed for at komme med, og det er helt i orden. Fra bryggeriet har jeg to minutter hen til stationen, men hvis jeg er på skolen i Ejstrupholm, kan jeg ikke nå at komme frem. Når min brandmelder bipper til et udkald, kan jeg sagtens afvise det, og så bipper den bare automatisk hos den næste. Så der er ikke noget med, at jeg partout skal smide, hvad jeg har i hænderne. Derfor er det at være deltidsbrand nemt at forene med et andet arbejdsliv, siger Mads Jensen.

Når brandalarmen bipper, er det okay at afvise kaldet, hvis man er forhindret på jobbet, eller ikke kan nå frem til stationen i tide - så lyder alarmen bare hos den næste brandmand. Men af samme grund er det vigtigt, at der er mange deltidsbrandmænd. Foto: Malene Tswai
Maj-Britt Kastbjerg Christensen har været deltidsbrandmand i knap et år. Hun havde selv en idé om, at en brandmand ikke kunne være en kvinde og slet ikke en på kun 157 centimeter. Denne myte har hun nu selv afkræftet, og hun vil rigtig gerne have flere kollegaer - såvel mænd som kvinder. Foto: Malene Tswai
Peter Tue Jensen er områdeleder for de 11 stationer i Herning, Ikast-Brande og Ringkøbing-Skjern kommuner. På stationen i Ikast er 21 personer ansat som deltidsbrandmænd, men områdelederen skal gerne have ansat fem mere. Foto: Malene Tswai