Camillas situation er nu akut

Den hårdt ramte og gigtplagede Camilla Tolstrup's venner og familie forsøger at rejse penge til en speciallæge i Spanien

Udgivet:29. august 2018, 13.11

Læsetid:5 minutter

Camilla Tolstrup var aktiv håndboldpige indtil for 13 år siden, hvor hun blev ramt af en ekstremt aggressiv leddegigt, som det etablerede sundhedssystem stort set har givet op over for. ? Foto: Steen Hebsgaard

Steen Hebsgaard
| hebs@ikastavis.dk

5 år siden

IKAST Tre måneders ophold i Fuengirola ved Spanien? Det lyder som en drøm - et sted med varme og sol ... og kolde drinks ved poolen?

Men den bitre sandhed for 44-årige Camilla Tolstrup i Ikast er en helt, helt anden.

Det kan - måske - i sidste ende et spørgsmål og liv eller død.

Camilals kamp

Ikast Avis har gennem de seneste år skrevet om Camillas kamp mod et aggressivt og ukontrollabelt sygdomsforløb med leddegigt, der dels har gjort hende 75 procent arbejdsinvalid. Og dels har gjort hendes liv til et smertehelvede.

Det etablerede sundhedssystem herhjemme har stort set givet op overfor Camillas sygdom. Lægerne betegner den som ekstrem.

Og vi har her i avisen beskrevet hendes kamp for at få det offentlige til at hjælpe med den eneste form for behandling, som indtil videre har haft en positiv effekt.

Behandlingen - Body SDS - er ikke en del af etablerede system. Derfor kan Camilla - indtil videre i hvert fald - ikke få kommunal hjælp.

Via indsamlinger og en opofrende Body SDS-behandler, Jane Duch - som bruger tid og kræfter uden at få fuld betaling - er det lykkes at holde Camilla Tolstrup uden for de jævnlige indlæggelser på gigthospitalet i Gråsten. De var indtil for et par år siden nødvendige flere gange om året.

Rejser til Spanien

Indtil nu ...

Hvor det ikke går særlig godt.

- Det er lidt skidt lige nu, siger Camilla.

Hun kan ikke optage de vigtige vitaminer og mineraler gennem ernæringen - ej heller virkningen af sin medicin.

- Jeg kæmper for at undgå indlæggelser, fortæller Camilla Tolstrup, der har mistet den gnist, hun havde, da vi sidste gang satte fokus på hendes sygdom.

Om få dage rejser hun til Spanien. Uden sin familie. Og ikke for at læse romaner i sydens varme. Men for at rette op på sin krops ubalancer og i måske også i sidste ende at redde sit liv.

Selv er hun indstillet på at kæmpe ... også denne kamp.

Behandler Jane Duch er med som ledsager. Hun tager de tre måneder ud af sin kalender for at hjælpe den stakkels kvinde fra Ikast - minus et par opgaver som hun skal hjem til et par gange under opholdet.

Dansk speciallæge

Målet er Viafakta, en specialklinik, i Fuengirola, drevet af den danske læge Pernille Knudtzon, som er uddannet speciallæge i almen medicin.

Pernille Knudtzon arbejder med forebyggende biologisk medicin, der blandt andet tager udgangspunkt i analyser af blod og undersøgelse af syre/base-balancen i kroppen.

Camilla kom under vejrs med Pernilles klinik under et besøg i København og har været til en fem timer lang forundersøgelse.

Hendes bisidder og moster, Annie Hangaard, forklarer det sådan:

- Camilla får store doser af medicin som prednisolon, morfin, kemo-præparater og andre former for medicin, som er det, systemet kan yde. Doserne er langt større end anbefalet. Hun tager ofte op mod 40 piller om dagen. Og det har efter års brug tæret hårdt på hendes organer og tarmsystem, som simpelthen er ved at stå af.

Vende bøtten - men ingen tilskud

Medicinen er en ond cirkel. Camillas krop har svært ved at optage næring og salte - og kræver mere medicin, som gør det endnu være.

- Vi skal forsøge at vende bøtten, få renset min krop og få en sundere tilstand. Det kan ikke helbrede min gigt, men det gør måske, at min gigtmedicin virker - og i mindre doser, fortæller Camilla Tolstrup.

Hovedproblemet er, at det offentlige IKKE kan yde tilskud til lægen - fordi hun ikke er en del af det danske sundhedssystem.

Og det er dyrt. Familien har selv skrabet sammen. Men der skal minimum skaffes 50.000 kroner, der vil kunne dække ophold, kost, behandlinger, rejse - og måske, hvis der samles nok ind: Et besøg af familien med mand og tre børn, der skal undvære deres mor i tre måneder.

Har startet indsamling

En svigerinde til Camilla, Hanne Sand, har startet en indsamling på www.caremaker.dk - hvor man nu er på 30.000 kroner.

Og hun opfordrer til at hjælpe.

»Camilla har dag for dag mindre overskud og kræfter - hver dag er et smertehelvede, og pga. af det lange sygeforløb har familien ikke mulighed for selv at rejse pengene«, skriver Hanne i opfordringen til at støtte.

En støtte Camilla er både taknemlig og rørt over.

- Jeg har det så hårdt med, at folk skal hjælpe. Men jeg er også rørt over det. Jeg ved, at folk, der ikke selv har så meget, støtter op - og det varmer, siger hun med tårer i øjnene - og forsøger at skjule den følelse af skam, der automatisk kommer over én, når man beder andre om hjælp. Fordi man ikke har andre udveje.

Kommunen kan give 15 timer - om måneden - til en såkaldt ledsageordning. Den hjælper. Men meget lidt.

Camilla vil få brug for Jane Duchs hjælp 24/7, mens hun er i Spanien. Hun kan ikke ret meget selv efterhånden.

Der er muligvis udsigt til at få betalt kørslen til København i forbindelse med undersøgelsen, ligesom familien afventer ansøgning om såkaldt merudgiftsydelser i forbindelse med behandlingen.

Men det er usikkert - og rækker langt fra til de samlede udgifter.

Indsamlingen varer frem til 11. september - samme dag som Camilla rejser af sted.

Uvis på om hun når målet.

Men det er det halmstrå, hun har at gribe efter ...