Refleksløbet til Ikast

Ikast Atletik og Motion deltager i det landsdækkende løb

Udgivet:23. oktober 2018, 13.24

Læsetid:1 minut

4 år siden

motionsløb Løbeklubber landet over lyser torsdag 25. oktober Danmark op, når de i samarbejde med Børneulykkesfonden og Codan afvikler Refleksløb på Årets Refleksdag. Ikast Atletik og Motion har i denne forbindelse arrangeret deres eget Refleksløb, som finder sted fra Navervej 5.

Årets Refleksdag er en årlig tradition, der har til hensigt at sætte fokus på, hvordan reflekser i den mørke tid skaber synlighed i trafikken, så der i sidste ende undgås ulykker. En undersøgelse, som Epinion har foretaget for Børneulykkesfonden og Codan, viser, at hver tredje dansker har oplevet en farlig situation i trafikken som følge af, at de som motionist ikke var synlig i mørket.

Netop derfor afvikler Ikast Atletik og Motion sit eget Refleksløb, der skal sætte fokus på vigtigheden af at være synlig i trafikken efter mørkets frembrud.

Refleksløbet er et anderledes motionsløb, hvor sikkerhed og synlighed er omdrejningspunkterne. Endvidere er det ikke blot et løbekoncept for motionens skyld, men også et løb, som Ikast Atletik og Motion har valgt at støtte op om for at hjælpe Børneulykkesfonden og deres samarbejdspartnere med at skabe opmærksomhed på refleksbrug, når man færdes i trafikken, og dermed i sidste ende indgå i fondens forebyggende arbejde med at undgå børneulykker.

Distancen ved Refleksløbet er på omkring fem kilometer.