Agutien får ikke længere makrelguf: Men kattepiller og frugt

Den sydamerikanske gnaver, der blev snydt af makrelguf og fanget i en villahave i Ikast lever godt lige syd for kommunegrænsen

Udgivet:02. juni 2020, 10.42

Læsetid:7 minutter

Agutien fra Ikast, der blev fanget med en dåse makrelguf, får i dag nødder, frugt og kattepiller i deT nye hjem i Filskov. Foto: Flemming Hansen

Laila Kempel
Journalist
Flemming Hansen
Fotograf

3 år siden

IKAST Den snerrede, gryntede og kastede sig nærmest fra side til side i det lille metalbur. Den var synligt frustreret og gjorde alt for at komme tilbage til den frihed, den havde haft minutter inden, den lod sig lokke af en dåse makrelguf i en mårfælde

Aguti hed skabningen, der i et par uger tilbage i sommeren 2018 huserede i villahaverne i Ikast.

Her skabte den furore, da den mest af alt lignede en forvokset rotte, der både rodede i jorden og sad og gnavede løs af, hvad den kunne finde blandt blomsterbede, villahække og fiskedamme.

Stor og underlig så den ud - og slet ikke en skabning, der hørte til i den danske fauna.

Naboerne Jørgen Aarslev og Knud Sørensen havde observeret den store sydamerikanske gnaver i et par dage i haverne i Hyldgårdsparken og var glade, da de en september eftermiddag havde lokket den i fælden.

Efterfølgende blev agutien hentet af Dyrenes Beskyttelse, der satte den i pleje på Dyreinternatet i Brande, og håbet var, at dens retmæssige ejer ville melde sig og hente dyret.

Ingen ejer

Men sådan gik det bare ikke. Ingen meldte sig, og ingen ville kendes ved den pelsede brune skabning, der er kendt for at kunne knuse skallen på de ellers stenhårde paranødder i de sydamerikanske regnskove.

Men nu kan vi afsløre, at agutien har det godt. Med et par telefonopkald er det nemlig lykkedes at finde den eksotiske gnaver igen.

Den bor i Dyrenes Verden hos Jens Jørgensen, der i sin lagerstore fuglevoliere har indrettet et helt område til agutien fra Ikast. Her trives den på det grønne græs, hvor den suser rundt i fuldt firspring sammen med sin kone, som Jens Jørgensen også har indkøbt, for at ingen af dem skal føle sig alene. Oven over parret flyver den ene mere eksotiske fugl efter den anden. Helt vilde er de ikke, for mellem pip, skræppen og fuglefløjt kan man høre:

»Helllooo - tillyykkke tillykke« fra et par grå papegøjer, der i farver nok ikke matcher de store ara’er, der også blafrer afsted på deres store vinger. Til gengæld brillerer de med deres overraskende ordforråd.

Dyreven

Jens Jørgensen er en rigtig dyreelsker. Han er vokset op med dyr, og har altid haft dyr af både den mere almindelige slags som hunde, katte og kaniner - men oftest har der også sneget sig lidt sjældnere ting ind i samlingen.

Privatadressen på Klausholmsvej 8 i Filskov er fyldt med alverdens dyr, og fungerer i øjeblikket som en mellemting mellem en dyrehandel og en mindre zoologisk have.

Hver lørdag eftermiddag - og enkelte formiddage i løbet af ugen i disse corona-tider, kan man mod den symbolske betaling af 25 kroner få lov til at kigge på de mange dyr, som han slet ikke kan sætte antal på. Har man så brug for en ny guldfisk til havedammen eller en gubbi til akvariet, så modregnes entreen.

Ud-over at være uddannet dyrepasser ligesom kæresten, Line Juhl Nielsen, driver de også en dyrehandel i Tarm.

Agutien er ikke et kæledyr

Dyrene er som sådan til salg, men ikke til hvem som helst.

Jens Jørgensen sætter nemlig krav til kommende ejere, der skal vide, hvad de har med at gøre.

- Jeg har stor respekt for Dyrenes Beskyttelse, men er uenig i diskussionen om, at private ikke må holde eksotiske dyr. En aguti bliver eksempelvis aldrig et kæledyr. Det er ikke som en hund, man kan sidde og klappe og være i nærkontakt med. Vi er mange, der godt kan lide dyr som hobby, fortæller Jens Jørgensen.

- Jeg mener, at der mangler en nuance i debatten. Debatten kører på, at eksotiske dyr er kæledyr, - det er de ikke. Der er en stor forskel på begreberne kæledyr og hobbydyr, understreger Jens Jørgensen.

Dyrenørder

Zoologiske haver rundt omkring i verden hjælper hinanden, og det er typisk også den udveksling, der er mellem folk med interesse for specielle dyr.

- Vi kan kalde det inkarnerede dyre-nørder. Der findes jo masser af foreninger, hvor man sparrer med hinanden og udveksler erfaringer. Ofte må dyrepasserne i de zoologiske haver jo henvende sig til dem, hvis de har problemer. Og ja, jeg synes faktisk, det er synd for dyrene og hele verden, hvis der ikke fandtes sådanne nørder. De zoologiske haver mangler indimellem nyt blod til deres arter og tyer til private mennesker for at få nye blodlinjer ind i avlsarbejdet, siger Jens Jørgensen.

Menneskets rovdrift på naturen bekymrer ham, og hvis ikke der fandtes folk med disse specielle interesser, så var der mange dyr, der allerede var uddøde, siger han.

- Når vi så en gang fortryder, hvad vi har gjort ved naturen, så er der jo trods alt stadig arter - godt nok i fangeskab - som kan sættes tilbage. Derfor er det også vigtigt at skelne mellem kæledyr og hobbydyr, påpeger den engagerede dyreelsker i Filskov.

Dyrearter

På hans adresse findes der et væld af dyrearter af meget eksotisk karakter. De bliver aldrig kæledyr. Det er hobbydyr, der skal holdes og behandles med respekt for det, de er. De skal ikke gøres tamme som et kæledyr.

- De må gerne vænnes til, at der er mennesker omkring dem. Men de skal ikke være - og bliver aldrig kæledyr. De er hobbydyr, understreger han.

Derfor skal man vise, at man ved, hvad man går ind til, hvis man er interesseret i at købe et dyr hos Dyrenes Verden.

De små søde silkeaber, som Pippi Langstrømpes hr. Nilsson, bør aldrig være et kæledyr.

- Det kan godt være, at de ser søde ud og appellerer til at blive nusset. Men jeg tror mange vil tænke sig om en ekstra gang, hvis man ved, hvor meget de lugter og larmer, siger Jens Jørgensen og viser rundt i afdelingen fyldt med små søde vimsende aber, der farer omkring på trægrenene i burene

Abestreger

En enkelt af aberne er meget snu.

- Vi kunne ikke forstå, hvorfor der om natten kom sorte fodspor i vindueskarmene. Vi satte overvågning op og fandt ud af, at den kunne stikke hånden igennem tråden og lukke låsen op. Om natten gik den og artsfællerne rundt og generede de andre, men når vi kom om morgenen, så sad de pænt i buret og lod, som om ingenting var sket, siger han med et smil.

Abestregerne med låsen praktiseres flere gange under avisens besøg, hvor små fingre stikkes ud gennem tråden for at trække låsen tilbage, men dyrepassere er trods alt klogere og har fundet på en ekstra løsning, så døren ikke kan lukkes op, selv om palen i låsen skydes fra.

Spændende sted

Allerede ved ankomsten opdager man to »mærkelige« brune skabninger, der lunter rundt på en stor græsmark med små runde huse.

Alpakaerne er nysgerrige og ser søde og fredelige ud.

- Men det er lidt af et drama, når de skal klippes, så kan de både sparke, spytte og brække sig det bedste de har lært, advarer Jens Jørgensen, alt imens lyde fra et par meget larmende latterfugle nærmest flænser gennem luften:

»Ha ha aha haha ha«.

Hos Dyrenes Verden er der aldrig kun en af hver art.

Ingen skal føle sig alene, så derfor vil der, som på Noas ark, være mindst et par - og det er også derfor, at agutien fra Ikast har fået sig en mage og kan leve et lykkeligt liv med kone - og måske hvem ved - unger en gang i fremtiden.

Agutien er primært planteæder og får gnaverblanding, frugt og nødder. Makrelguf får den altså ikke mere. Men til gengæld kattepiller for at sikre lidt protein i kosten.

Agutien fra Ikast har fået sig en kone i Dyrenes Verden på Klausholmsvej 8 i Filskov.
Jens Jørgensen har altid haft dyr. Både almindelige kæledyr som hund og katte, men også hobbydyr som eksempelvis den store ara-papegøje.
Stor eller lille - som fugle vi dele. Foto: Flemming Hansen
Alpakerne er søde og hyggelige - når bare de ikke skal klippes.
De grå papegøjer har mange lyde og ord på repertoiret. Foto: Flemming Hansen
Verdens mindste ræv - fra den nordafrikanske ørken - en såkaldt Fennek bor også i Dyrenes verden. Selvfølgelig med en partner. Foto: Flemming Hansen
En Genette er et rovdyr, der ikke egner sig som kæledyr. Foto: Flemming Hansen
Loi er en gammel vaskebjørn, som Dyrenes Verden har special tilladelse til at have. Vaskebjørne må ikke længere holdes privat i Danmark. Loi lystrer iøvrigt sit navn og kommer løbende, hvis man kalder. Foto: Flemming Hansen
Agutien har fået flotte omgivelser og en lille midlertidig hytte i det nye anlæg. Foto. Flemming Hansen