OL-fest på Torvet: Nu kommer storskærmen endelig til Ikast

Når de danske håndboldherrer lørdag spiller OL-finale mod Frankrig, bliver det med fest og storskærm på Torvet i Ikast

Udgivet:06. august 2021, 12.18

Læsetid:2 minutter

Stemningen var helt i top under fodboldfesten i juni. Ikast-Brande Ungdomsråd håber, at genfinde en del af euforien lørdag. når håndboldherrerne spiller OL-finale i Tokyo. Foto: Henrik Ole Jensen

Camilla Abildgaard Norup
Egnsredaktør| can@herningfolkeblad.dk

2 år siden

IKAST Da herrelandsholdet i fodbold på fornem vis spillede sig hele vejen til semifinalen i EM i juni blev de fulgt på hundredvis af storskærme rundt omkring i landet.

Men ikke i Ikast...

Det gik ikke ubemærket hen i sportsbyen, hvor en række borgere havde svært ved at se til, mens der i nabobyerne blev festet ved storskærmene.

Dengang forsøgte Ikast-Brande Ungdomsråd at stable et storskærmsarrangement på benene, men det lykkedes som bekendt ikke.

- Vi kunne simpelthen ikke samle de økonomiske midler til det. Omkostningerne til TV-rettigheder var høje, og da vi er en forening, som lever af et kommunalt tilskud, så skal man tænke grundigt over, hvad man bruger skatteborgernes penge på, siger Andreas Würtz, koordinator i Ikast-Brande Ungdomsråd.

Ny chance og hurtig handling

Men nu er der godt nyt til de sportsinteresserede, storskærms-hungrende ikastboer.

For på lørdag vises håndboldfinalen i OL, hvor Danmark møder Frankrig, på storskærm på Torvet i Ikast.

- Det er en helt anden økonomi, der skal til denne gang, fordi Danmarks Radio (DR) har rettighederne til kampen. Derfor er der kun udgifter til storskærm, lyd og lys. Her har vi et godt samarbejde med en virksomhed fra området, siger Andreas Würtz.

Det er Ikast-Brande Ungdomsråd, der står bag arrangementet, som er kommet på plads i en hulens fart.

- Vi kontaktede en række politikere og embedsmænd i kommunen sent torsdag med henblik på at få de nødvendige tilladelser. Og siden da har de arbejdet utrolig hurtigt, det fortjener et stort cadeau, lyder det fra koordinatoren.

Dyst mod en prof og vind

Fra middagstid lørdag vil Torvet være åbent, og der vil være mulighed for at købe fadøl og pølser ved udeserveringen hos Hotel Medi.

Café Nohr står også klar med udeservering og salg af øl.

- Vi har lejet en stor grill hos Køkkenpiraterne, som der kan grilles pølser og brød på, så der forhåbentlig kan komme den helt rette stemning, siger Andreas Würtz, der håber på et par hundrede deltagere.

Før kampstart klokken 14 kan man møde en række spillere fra Herning-Ikast Håndbold (HIH), som vil stille et mål op på Torvet. Her kan man dyste mod spillerne og vinde billetter til de lokale håndboldkvinders kommende kampe i efterårssæsonen.

Det er Torvet i Ikast, der danner ramme om storskærmsarrangementet. Foto: Flemming Hansen