Ingen penge til nyt udrejsecenter: Kriminelle udlændinge bliver på Kærshovedgård

759 millioner kroner til et nyt udrejsecenter for udviste kriminelle udlændinge skal bruges andre steder, lyder det fra regeringen. Dermed tyder det på, at Kærshovedgård fortsat skal bruges som udrejsecenter

8. september 2020, 08.30

I sin tid som integrationsminister besøgte Inger Støjberg (V) flere gange Kærshovedgård. Nu kritiserer hun og Ikast-Brande-borgmester Ib Lauritsen (V) regeringens finanslovsudspil, fordi midler afsat til en løsning for udrejsecentret er fjernet. Foto: Tom Laursen

KÆRSHOVEDGÅRD I finanslovsforslaget fra regeringen er der ikke lagt op til at finde midler til et nyt udrejsecenter for afviste asylansøgere, udviste kriminelle og personer på tålt ophold, som regeringen ellers hidtil har lagt op til.

Det vil betyde, at Udrejsecenter Kærshovedgård fortsat skal være opholdssted for den gruppe.

S-regeringen droppede et forslag fra den tidligere regering om at lave et udrejsecenter på øen Lindholm, da løsningen ville have været for dyr, men de lovede, at der ville komme en anden løsning.

- Vi skal have et nyt udrejsecenter uanset hvad, lød det fra nuværende statsminister Mette Frederiksen (S) under valgkampen, men i det nye finanslovsforslag, er der ikke sat penge af til at finde en ny placering og et nyt udrejsecenter.

Skarp kritik

Det bliver kritiseret i skarpe vendinger. Blandt andre af forhenværende integrationsminister Inger Støjberg (V).

- Vi kan simpelthen ikke være det bekendt over for borgerne i byerne omkring Kærshovedgård. Her er området presset af, at pivhamrende kriminelle er samlet et sted og bevæger sig frit omkring. Det skaber helt forståeligt utryghed i området, siger Inger Støjberg.

- Trykket skal tages af Kærshovedgård, så de allerværste kriminelle kommer væk og bliver samlet ét sted, hvor det er muligt at holde styr på dem og have overblik over deres færden. Det kan jo ikke være meningen, at de skal rende frit omkring. Vi foreslog øen Lindholm, fordi en ø giver et helt naturligt overblik. Meningen er jo, at disse mennesker skal ud af landet - ikke rende rundt, lyder kritikken fra Inger Støjberg.

Minister: For dyr en løsning

Den kritik afviser integrationsminister Kaare Dybvad (S). Han er vikarierende på området for sin partikollega Mathias Tesfaye, der i øjeblikket holder barselsorlov.

»Den tidligere regerings planlagte center på Lindholm var en meget dyr løsning. Det ville have kostet en million kroner om året per udlænding at drive centret - det er over tre gange så meget som i dag. Det var spild af penge. Vi mener, at de penge kan bruges langt bedre. Derfor er jeg glad for, at nogle af pengene kan bruges på at øge trygheden for danskerne med regeringens udspil om at styrke politiet«, skriver Kaare Dybvad i et mailsvar til Focus Ikast-Brande.

»Regeringen er fortsat i gang med at se på en ny løsning i forhold til udrejsecentrene. Når en løsning er klar, vil den selvfølgelig være fuldt finansieret. Det er afgørende vigtigt for regeringen at få flere kriminelle udlændinge og afviste asylansøgere til at rejse hjem. Vi har allerede fremlagt flere tiltag, der skal være med til at få det til at ske. Og vi har flere initiativer på vej på området«, skriver Kaare Dybvad.

Politisk syltekrukke

Lokalt bruger borgmester Ib Lauritsen (V) ordet »ærgerligt« flere gange i en kommentar til regeringens finanslovsudspil på området.

- Det er ærgerligt, at Kærshovedgård skal være til debat som del af finanslovsforhandlingerne hvert eneste år. Og ærgerligt fordi der netop var sat penge af til at løse udfordringerne på udrejsecentret, siger Ikast-Brande-borgmesteren.

Ib Lauritsen fastholder, at det er uhensigtsmæssigt, at der findes tre kategorier af mennesker på udrejsecentret: Afviste asylansøgere, udviste kriminelle og personer på tålt ophold. Både for dem, der bor på centret, og for lokalsamfundet, mener borgmesteren.

- Det, der foregår nu, er, hvad jeg vil kalde en politisk syltekrukke. Havde de ladet pengene stå til det formål, de var afsat til, så havde det været noget andet. Nu vælger regeringen at bruge midlerne til noget andet. Det er et bevidst fravalg, og det er ærgerligt, siger Ib Lauritsen.

For borgmesteren er der ingen tvivl om, at der bør være tre udrejsecentre. Kærshovedgård bør være for afviste asylansøgere, der ikke har gjort andet forkert end at rejse til et land, hvor de ikke kan få asyl.

Et Venstre-skabt problem

Frank Heidemann Sørensen er socialdemokratisk gruppeformand i byrådet, og han har kun hovedrysten tilovers for den kritik, der nu bringes til torvs.

- Det er jo på alle måder en usædvanlig finanslov, som skal laves i år på grund af situationen, men hvis der var plads, burde en løsning på Kærshovedgård jo også optræde i udspillet, siger Frank Heidemann Sørensen.

Han gør dog opmærksom på, at Kærshovedgård er det, som han kalder et Venstre-skabt problem.

- Og nu vil man så have andre til at rydde op. Det er det sædvanlige. Kærshovedgård kom til os som en tyv om natten under en Venstre-ledet regering. Ikke engang daværende borgmester Carsten Kissmeyer havde hørt om det, før vi pludselig havde fået et udrejsecenter på halsen, siger Frank Heidemann Sørensen.

Han mener, den nuværende integrationsminister har fokus rettet mod, at beboerne på udrejsecentrene nu faktisk bliver hjemsendt.

- Det er i min optik det vigtigste, siger Frank Heidemann Sørensen.