Kunstpakhuset på vej mod nye mål

Kunstpakhuset har blandet farverne og er med ny bestyrelse og ny leder klar til at skabe en helt ny palette af oplevelser og muligheder

Udgivet:27. november 2022, 17.00

Læsetid:5 minutter

Karen Hebsgaard (t.v.) og Birgitte Damgaard (t.h.) fra Kunstpakhusets bestyrelse er interesserede i at trække nye tråde ud i lokalsamfundet og vil i højere grad engagere det lokale erhvervsliv i det lille, unikke udstillings- og kultursted. Foto: Laila Kempel

Laila Kempel
Journalist| lak@ikastavis.dk

1 år siden

KUNST »Nu stiger kunsten« ... er ifølge Den Danske Ordbog et udtryk, der bruges for at udtrykke blandt andet forbavselse.

Og måske meget rammende for de nye penselsstrøg, som bestyrelsen i øjeblikket er i gang med at lægge på blanke lærreder i Kunstpakhuset.

Det lille unikke udstillingssted ved togstationen har siden 2007 lagt lokaler til skiftende udstillinger, som med hjælp fra en deltidsansat kunstnerisk leder og en engageret og ulønnet bestyrelse har lagt kimen til kunstneriske og kulturelle oplevelser, der er hjulpet godt på vej af en masse kunstinteresserede frivillige, der holder stedet åbne fire af ugens dage.

Der er dog løbet meget farve ud af tuberne siden starten. Der kan fortælles og males mange historier om tiden, der er svunden.

Men nu står den selvejende kulturinstitution ved et vadested, hvor de dels er ved at lægge sidste hånd på at ansætte en ny kunsterisk leder efter den tidligere, Bente Jensen, som går på pension. Men også med en bestyrelse, hvor nye kræfter er kommet til og melder klar til at kaste sig ud i nye eksperimenter og oplevelser.

- Alle bolde er kastet op i luften, og vi har gang i en proces, hvor vi i højere grad vil i dialog med lokalsamfundet. Det være sig borgere, foreninger og erhvervsliv, siger Birgitte Damgaard, formand for Kunstpakhuset. Hun har været menigt medlem i bestyrelsen helt fra starten, inden hun satte sig for bordenden som formand for den selvejende institution Kunstpakhuset.

Mens der lokalt er mange, der endnu ikke har opdaget det unikke udstillingssted, hvis lige ikke findes i hverken Silkeborg eller Herning, så er det gamle rødmalede pakhus i kunstverdenen ganske kendt for netop den høje standard og de mange løbende udstillinger.

Kunstpakhuset er unikt

- Vi har nogle fede lokaler. Selve skallen er ejet af kommunen, der også bidrager økonomisk til huslejen. Tidligere har vi fået årsbevillinger fra Statens Kunstfond. Det får vi ikke mere - og jeg tror slet ikke det er muligt mere, siger bestyrelsesmedlem Karen Hebsgaard.

Økonomien er en af de ting, som bestyrelsen forsøger at få styr på. Den er nemlig stram og presset helt i bund.

Kunstpakhuset nægter dog at give op. I stedet for at lukke og slukke er arbejdstøjet fundet frem og idekataloget udfyldt med masser af gode ideer og tiltag.

- I gamle dage var det jo godsejere og de store gårdmænd, der løb kunsten i gang og var med til at understøtte. Vi har en lille perle her, som mange slet ikke ved eksisterer, siger Karen Hebsgaard med henvisning til, at erhvervslivet skal være med.

Hun bakkes op af formanden, som selv er vokset op med kunst tæt inde på livet. Historien om hendes far, den legendariske Aage Damgaard, og de satsninger, han tog i kunstens navn, kender de fleste midtjyder.

- Kunst er noget, alle har en mening om, og effekten af det kan ikke måles eller vejes. Men vi har lavet en række muligheder, som vi nu går ud og præsenterer for erhvervslivet. Der er forskellige sponsorpakker, hvor vi blandt andet også tilbyder, at vores sponsorer kan bruge stedet som mødelokaler. Jeg kan sagtens forestille mig et møde, hvor en gruppe mennesker trænger til at komme ud af de normale rammer og finde et andet sted at samles. Og netop fordi vi har løbende udstillinger, så kan de sidde her i fred og ro og måske få ny inspiration blandt flotte kunstværker, siger Birgitte Damgaard.

Kunstpakhuser er også i fuld gang med at etablere nye samarbejder på tværs af kulturlivet i Ikast.

- Vi ønsker ikke at gå i konkurrence med Bakkehuset, men vi kan sagtens supplere hinanden og bruge hinanden, så alle parter får noget ud af det, understreger formanden.

Ensemble MidtVest

Kunstpakhuset har blandt andet planlagt en koncert med Ensemble MidtVest, der ikke længere er på Ikast-Brande Kommunes budget.

- Det kan godt være, at kommunen ikke længere vil støtte op om det, men derfor kan vi jo sagtens spille med, siger Birgitte Damgaard og afslører, at der allerede er dato på koncerten. Det bliver 25. april 2023.

Den nye bestyrelse er også meget bevidst om, hvem der får lov at udstille på Kunstpakhuset. Det handler om at sikre kvaliteten, selvom kunst altid er genstand for diskussion og debat. Noget kan man lide og andet ikke, men derfor er kravet til de udstillende kunstnere ikke til forhandling og præcis en af årsagerne til, at Kunstpakhuset er blevet kendt over det ganske land.

Omlagt undervisning

- Nu er vi jo en lærer og en pædagog i bestyrelsen, så jeg tror ikke, vi kommer til at mangle argumenter for, hvordan vores lokale skoler og ungdomsuddanneser kan få noget ud af omlægge deres undervisning til et besøg i Kunstpakhuset. Vi vil heller ikke afvise, at de kan få lov til at bidrage med et supplement til en fremtidig udstilling. De kan eksempelvis komme med deres fortolkninger af et bestemt tema. De kan jo sagtens få et hjørne og på den måde vise, hvad de tænker eller har fået ud af et besøg, siger Birgitte Damgaard.

Kom indenfor

- Vi har en fornemmelse af, at mange tænker Kunstpakhuset som noget elitært og for en lukket gruppe. Det er ikke korrekt. Vi vil hellere end gerne invitere indenfor. For os handler det om at få mange gæster forbi vores udstillinger. Har man gode ideer til, hvordan vores lokaler også kan bruges sammen med kunsten, så er vi klar til både nye og skæve ideer, siger Karen Hebsgaard.

Tangoaftener, poetryslam er et par eksempler på, hvordan Kunstpakhuset har ladet forskellige kunstarter mødes og komplimentere hinanden.