Engesvang-slagter: Sender frankfurtere til udsendte i Forsvaret

Danske Afrika-udsendte nyder pølser fra Engesvang-slagteren Simon Nørgaard

21. oktober 2020, 14.15

Simon Nørgaard afleverede pallen med frosne pølser på Flyvestation Karup. Få timer senere landede maden i Mali. Foto: Privatfoto

ENGESVANG I foråret blev konceptet ved navn Simons Pølseværksted en del af virksomheden Tommys Kødsalg ApS, og i løbet af kort tid har indehaver Simon Nørgaard, der er fra Engesvang, modtaget bestillinger af den helt særlige slags.

Første gang var omkring 1. juni, og for nyligt der sendt nye madforsyninger af sted til en ny gruppe med 60-70 danskere, udstationerede i Mali i Afrika.

- Anden gang sendte vi to frankfurtere pr. mand, to grillpølser pr. mand, pølsebrød og tilhørende syltet agurk, rå og ristede løg, sennep, remoulade og ketchup. Og så fyldte vi lige kassen op til sidst med bagte leverpostejer. Det er sjovt at få lov til at lave nogle lidt anderledes ting, fastslår Simon Nørgaard fra den kombinerede fødevareproducent og gårdbutik på Ellingvej ved Funder Kirkeby mellem Engesvang og Silkeborg.

Den 24-årige slagtersvend ejer 33 procent af Tommys Kødsalg ApS. Den øvrige del af firmaet har Simon Nørgaards far, Tommy Faartoft Nørgaard, sammen med hustruen Sara Faartoft Nørgaard.

Skrupsultne efter hotdog

Forbindelsen mellem Funder Kirkeby og Mali opstod med Jesper Kelsen fra Kragelund som mellemmand. Han er helikopterpilot og kaptajn ved Flyvevåbnet på Flyvestation Karup, og Jesper Kelsens første mission med helikopterenheden i Mali var i december 2019.

- Vi har et fritidsudvalg dernede, som laver forskellige aktiviteter for de udsendte. Blandt andet har der været arrangeret et halvmaratonløb. Der er mange forskellige aktiviteter, og pludselig blev folk bare så skrupsultne efter hotdogs. Vi nedsatte et festudvalg, og jeg syntes, det skulle være kvalitetspølser. Jeg kender Tommys Kødsalg, fordi jeg bor i Kragelund. Så jeg ringede hjem til Tommy og Simon, om ikke vi kunne få nogle pølser til Afrika, fortæller Jesper Kelsen.

Foreløbig har han selv været to gange i Mali.

Skrigende henrykte

Jesper Kelsen husker tydeligt grillfesten med kollegerne i Mali:

- Folk var skrigende henrykte. Du skal forestille dig at have været udsendt i tre måneder. Nogle dage har du levet af feltrationer, og så kommer du altså bare til helt sindssygt at savne leverpostej, medisterpølse og flæskesteg. Grillfesten var en kæmpe succes på mit hold, og en kollega skrev til mig, at det også havde været en bragende succes på det nuværende hold i Mali. Man savner jo lidt mors kødgryder, når man er udsendt og væk hjemmefra, så det var en ubeskrivelig fornemmelse at sidde dernede og spise en hotdog, fortæller Jesper Kelsen.

Manden bag Simons Pølseværksted er også glad for at have tilfredse kunder - endda helt i Afrika.

- Det er adspredelse i hverdagen og sjovt også at sælge til andre end hr. og fru Jensen, fastslår Simon Nørgaard.

- Og dejligt at kunne støtte de danske udsendte soldater. Vi sætter stor pris på at kunne sende pølser hele vejen til Afrika, tilføjer han.

Den store pakke med pølser rummede - foruden lidt kulørt læsestof for mænd - mad nok til godt 60 udsendte Foto: Simons Pølseværksted
Pølserne fra Funder Kirkeby blev tilbredt på gasgrill i Afrikas hede. Foto: Simons Pølseværksted
To hold danske udsendte har holdt grillfest i Mali. Foto: Simons Pølseværksted