Vuggestue lukket ned: Medarbejder smittet med covid-19

En medarbejder fra Bording Børneby er testet positiv for covid-19. Smitten har ramt vuggestuen, som har været lukket ned

22. juni 2020, 06.37

Bording Børneby har også børnehavebørn, men afdelingerne har ikke noget med hinanden at gøre. Foto: Flemming Hansen

BORDING I sidste uge blev en medarbejder fra vuggestueafdelingen i Bording Børneby konstateret smittet med covid-19. Det bekræfter institutionsleder Stig Skovbo.

- Det er korrekt, at vi har en medarbejder, som i begyndelsen af sidste uge fik symptomer på covid-19. Medarbejderen blev dagen efter konstateret smittet, og vi valgte derfor at lukke vuggestuen ned, fortæller Stig Skovbo.

Han tilføjer, at situationen naturligvis har rystet Bording Børneby, men at medarbejdere og forældre har tacklet situationen professionelt, samt at børnene har skullet mærke mindst muligt til situationen trods nedlukningen.

- Det er klart, at man bliver da chokeret, når coronavirus pludselig er på ens arbejdsplads, men beredskabet har virket fint, og vi har været i kontakt med kommunale sundhedsmyndigheder hele vejen i gennem, lyder det fra Stig Skovbo.

Ingen yderligere smittet

Alle medarbejdere, der har været omkring den smittede medarbejder er henover weekenden blevet testet, og her har resultatet heldigvis været opløftende.

- Alle er blevet testet negativ for covid-19. Derudover har vi ikke fået nogle meldinger om børn eller voksne med symptomer. Ud fra et forsigtighedsprincip har vi valgt at holde vuggestuen lukket til på onsdag (i dag, red.). Det sker ud fra den betragtning, at man i gennemsnit ser symptomer på covid-19 efter en uge, siger Stig Skovbo.

Bording Børneby har også børnehavebørn, men Stig Skovbo frygter ikke umiddelbart, at situationen kommer til at påvirke den øvrige institution.

- Vi er opdelt, så afdelingerne og børnene har ikke noget med hinanden at gøre, og afdelingerne har ikke nær kontakt, lyder det fra Stig Skovbo.