Foto: Henrik Ole Jensen
1 måned siden
LÆSERBREV Diskussionen om den særlige danske helligdag, der blev lovfæstet i 1686, hvor et udvalg af tidligere helligdage blev samlet til en, raser i øjeblikket og slår splid i det samarbejdende folkestyre og befolkningen.
Jeg har fulgt diskussionen og må nok erkende, at jeg heller ikke er begejstret for udsigten til afskaffelsen af store bededag som en helligdag, selvom jeg deler intentionen bag; at styrke vores forsvar og leve op til forpligtelserne i Nato hurtigere.
Det er helt konkret en i min optik uskøn proces, der fører til polariseringen, den realitet, at man henover hovedet på kirken blander sig i hvilke helligdage, vi har i Danmark, og bryder desværre med et fint dansk princip mellem kirke og stat, hvor kirken ikke blander sig i politik, og staten ikke blander sig i kirkens indre anliggender.
Det andet spor, der skaber konflikt er selvfølgelig, at for en del arbejdstagere er deres rettigheder i forbindelse med helligdage aftalt i det overenskomstretlige system, og her sidder man altså med en fornemmelse af, at der bliver tromlet henover en.
Det undskylder dog i min optik ikke den kampagne, som fagbevægelsen har igangsat med underskriftindsamlinger for en folkeafstemning om spørgsmålet - vi har altså et repræsentativt demokrati, og det er for mig at se udtryk for en populisme, jeg ikke ønsker mig.
Derfor har jeg heller ikke og kommer heller ikke til at deltage i nogle underskriftindsamlinger, men jeg har en holdning til spørgsmålet og bidrager derfor også til diskussionen med dette indlæg i debatten.
Jeg er ærgerlig over den tendens, afskaffelsen af store bededag taler ind i. Det udtrykker igen, at samfundet skal kører hurtigere. Aldrig må det stå stille, altid skal tempoet skrues op. Det er samme tendens, der har fjernet lukkeloven, alting skal gå stærkere, det evigt åbne pulserende samfund, hvor vi alle skal stå til rådighed hele tiden og mere og mere.
Og det er i øvrigt ikke kun politikernes skyld - vi er også selv med til at trykke på speederen, vi tjekker arbejdsmails hele døgnet, vi er på de sociale medier. Vi er på, vi er i gang 24/7. Og imens vi presser hinanden og sammen trykker speederen i bund i vores samfund, undrer vi os over, at flere unge mennesker mistrives, flere får stress, og udgifterne i psykiatrien stiger og stiger.
Jeg vover en hypotese. Det er ikke givet, at den er korrekt, men den maner forhåbentlig til lidt refleksion, unges mistrivsel løses ikke alene ved at sende flere penge til skolerne, udfordringerne med stress og presset psykiatri løses ikke alene med penge.