Suveræn sæsonstart med kæmpesejr

Herning-Ikast Håndbold tromlede hen over Silkeborg-Voel i sæsonpremieren og vandt 36-20 i en kamp, hvor den stærke defensiv var iøjnefaldende

26. august 2020, 07.04

Stine Skogrand (t.v.), Helene Fauske (i.m.) og Vilde Johansen (t.h.) jubler undervejs i kampen mod Silkeborg-Voel. De tre norske HIH-profiler leverede varen allerede i sæsonens første ligakamp. Foto: Jakob Stigsen Andersen

HÅNDBOLD Hvis der var premiere-sommerfugle i maven på spillerne fra Herning-Ikast Håndbold, forsvandt de igen stort set med det samme. HIH’erne satte nemlig hjemmeholdet Silkeborg-Voel helt og aldeles på plads tirsdag aften. Føring på 6-2 efter otte minutter - og 13-5 halvvejs i første halvleg. Så var al spænding om kampens udfald pist væk, og HIH endte med at vinde med hele 16 mål, 36-20.

En suveræn sæsonpremiere - og en optimal start i jobbet for Herning-Ikasts nye cheftræner, Kasper Christensen.

- Kæmpe ros til pigerne for at komme med en meget flot indgang til kampen. Taktisk eksekverede vi tingene godt, især i forsvaret, og i og med, at vi hurtigt satte os på kampen, blev det også en lettere angrebskamp, lyder det fra træneren efter kampen.

- Der har helt sikkert været noget nervøsitet før sådan en første kamp, men så er det klart, at når vi lynhurtigt fører klart, får vi ro i spillet og også selvtillid, påpeger Kasper Christensen.

Stor niveauforskel

Det stod altså hurtigt klart, at niveauforskellen var til at tage at føle på. Gæsterne fik med det samme gang i det solide forsvar og det etablerede angrebsspil, og der blev dæmmet op for det silkeborgensiske kontraspil, som HIH-træneren på forhånd havde advaret om som et stærkt våben.

Det hører med til historien, at hjemmeholdet Silkeborg-Voel er hårdt ramt af skader, især i bagkæden. Så der var ikke meget at skyde med - men det skal ikke tage noget fra HIH’s flotte præstation, som var imponerende i både forsvar og angreb.

Nok især i defensiven, som virkelig havde saft og kraft allerede i kamp ét. Hjemmeholdets spillere havde store problemer med at komme igennem, for aftalerne sad, hvor de skulle, og der var muskler bag de solide tacklinger og blokader.

- Spillerne står godt fysisk. Vi er kommet fint igennem opstarten, har alle mand med og er friske, og derfor har vi også en ganske okay bredde. Det viser vi også i dag, så jeg er fortrøstningsfuld og tror på, at vi har defensiven til også at stå imod de bedste hold, siger cheftræner Kasper Christensen efter premieresejren.

Nye spillere er faldet til

De nye spillere, der er kommet til hos Herning-Ikast Håndbold, ser ud til at være faldet ind på holdet med det samme. Det glæder en af »de gamle« - den 20-årige venstrefløj Emma Friis.

- Vi har hurtigt fået de nye med, og vi har fået ny træner og et nyt koncept. Det ser spændende ud, siger Emma Friis, der selv var sikker i sine afslutninger i Silkeborg og lynede fire gange.

- Jeg er godt tilfreds. Jeg er i hvert fald glad for mine afslutninger, smiler HIH-fløjen.

Det var der mange HIH’ere, der også havde grund til at være. hele vejen rundt var der fine præstationer såvel defensivt som offensivt, og det uanset, at cheftræner Kasper Christensen undervejs kunne bruge hele truppens bredde.

- Vi har glædet os helt vildt til at spille, og jeg synes ærligt talt, det er imponerende, at vi kan levere sådan en indsats i den første kamp, glæder Emma Friis sig.

HIH-fløjen havde nu trods alt ikke ventet, at det ville lykkes på den måde at tromle hen over lokalrivalerne i sæsonpremieren.

- Jeg var meget spændt før kampen, fordi det er så lang tid siden, vi rigtigt har spillet håndbold. Så jeg er faktisk overrasket over, at vi kunne vinde så stort, erkender Emma Friis.

HIH spiller sæsonens første hjemmekamp tirsdag i næste uge - mod Aarhus United.