Kystvagt opsnapper 191 haitianere med kurs mod USA

191 haitianere er blevet opsnappet af kystvagten i delstaten Florida, da de forsøgte at komme til USA.

Udgivet:27. januar 2022, 03.08

Læsetid:1 minut

Sejlbåden med de 191 migranter blev opsnappet cirka 64 kilometer sydvest for den bahamaske ø Greater Inagua.

/ Ritzau /

MIAMI Kystvagten i den amerikanske delstat Florida har tirsdag opsnappet 191 haitianske migranter på vej til USA.

Det oplyser agenturet onsdag lokal tid på det sociale medie Twitter.

I en pressemeddelelse uddyber kystvagten hændelsen, der er den seneste i en lang række af forsøg på at krydse farvandet mellem østaten Bahamas og Floridas kyst.

Et patruljerende skib skred ind, da det fik øje på den slidte og overfyldte båd cirka 64 kilometer sydvest for den bahamanske ø Great Inagua.

Her blev de i alt 191 haitianske migranter hevet om bord på skibet, hvor de blev iført redningsveste. De blev også tilset af en læge og fik tilbudt mad og drikke samt et sted at sove.

På et billede af migrantbåden kan man se, at den er propfyldt med mennesker og ligger dybt i vandet.

- Disse forfærdeligt overfyldte både opererer uden det rigtige sikkerhedsudstyr og er slet ikke bygget til disse farlige rejser, siger løjtnant David Steele, som er forbindelsesofficer for den amerikanske kystvagt ved ambassaden i Haiti.

Han understreger i samme ombæring, at kystvagten rutinemæssigt patruljerer farvandene omkring Haiti, Den Dominikanske Republik, Cuba, Puerto Rico og Bahamas.

Det er bestemt ikke første gang, at kystvagten opsnapper migranter, der tager den farlige tur mod USA.

Tidligere på ugen reddede en tilfældigt forbipasserende en migrant, der var kæntret sammen med 39 andre i en båd fra Bahamas på vej mod Florida.

Kystvagten skriver natten til torsdag dansk tid, at beredskab stadig leder efter overlevende fra kæntringen.

Siden oktober sidste år har kystvagten i alt opsnappet 802 haitianere, der har forsøgt at rejse til USA.

I de forgangne fem år 3905 haitianere blevet stoppet på turen.

/ritzau/