Bakkehuset byder på autentisk New Orleans jazz

Udgivet:04. november 2022, 14.14

Læsetid:Under 1 minut

Autentisk New Orleans jazz er på programmet når Bakkehuset på lørdag inviterer til frokostjazz.Foto: PR Foto

BAKKEHUSET På lørdag er der atter frokostjazz I Bakkehuset, og denne gang præsenteres et orkester, der kommer nordenfjords fra - East Harbour Jazzband.

Orkestret, der fandt sammen i 2007 består af en række garvede musikere med forskellig baggrund.

Det autentiske bliver i høj grad grundlagt af sousafonen, som træder i stedet for den mere almindelige kontrabas. Der bliver spillet glad New Orleans jazz, men også gode gamle danske travere, som publikum kan synge med på.

Orkestret er slagfærdigt og er præget af den uhøjtidelige nordjyske humor, så der bliver tid til et par anekdoter undervejs.