FCM landede historisk CL-point

De danske mestre kæmpede sig til 1-1 på udebane mod Atalanta, og FC Midtjylland sikrede sig dermed sit første point i Champions League nogensinde

2. december 2020, 09.00

Målscorer Alexander Scholz (øverst) takker Sory Kaba for et fornemt oplæg. Foto: Ritzau Scanpix/AFP

FODBOLD For seks uger siden fik FC Midtjylland en fodboldlektion, da Atalanta gæstede MCH Arena i den første kamp i Champions League-puljen.

I aftes viste FCM, at de har lært af den oplevelse. »Ulvene« spillede 1-1 på udebane mod den italienske topklub og landede dermed det første Champions League-point i den midtjyske klubs historie.

- Jeg er glad på holdets og klubbens vegne. Vi har kæmpet hårdt for det her point og ledt efter 90 gode minutter. Jeg synes, at vi har spillet godt i perioder af nogle af de andre kampe og været tæt på. Men i dag havde vi virkelig fornemmelsen af, at vi kunne få noget med - især efter scoringen, sagde midterforsvareren Alexander Scholz på pressemødet efter kampen.

Den 28-årige forsvarer sørgede selv for målet, der gav det livgivende rygstød.

Efter 12 minutter havde FCM et frispark lidt inde på Atalantas banehalvdel. Det udførte Anders Dreyer dårligt, men Joel Andersson fik høstet en returbolden højt ind i feltet. Den pillede angriberen Sory Kaba flot ned med brystet og lagde den til rette for Alexander Scholz, der stod klar med højrebenet i sving. Bolden hoppede en enkelt gang, inden Scholz bankede den op i målhjørnet.

- Det ændrede fuldstændig kampbilledet for os, og det gav os en masse energi, vi kunne køre videre på. Det var fremragende at se alle gutterne kæmpe derude og især de nye, forklarede Alexander Scholz.

Atalanta pressede stort set på resten af kampen, men ikke med samme energi og intensitet som i det første møde imellem de to hold. Samtidig fungerede FCM’s nyskabte treback-kæde forrygende.

Scholz: På vores præmisser

Manjrekar James, Daniel Høegh og Alexander Scholz blev sat sammen som treback-kæde. Det skete dels i fraværet af karantæneramte anfører Erik Sviatchenko og dels for at dæmme op for Atalantas enorme fysiske power og evne til at få feltet fyldt op på deres indlæg.

- Det blev lidt en kamp på vores præmisser. Vi prøvede på at gøre kampen så grim som muligt, og det lykkes vi med i lange perioder, vurderede Alexander Scholz efter kampen.

11 minutter før tid fik Atalanta dog udlignet. Forsvareren Cristian Romero stod sjældent fri på et indlæg fra højrebacken Hans Hateboer.

Trods det flotte point har FCM nu blot én kamp tilbage af Champions League-eventyret og kan ikke undgå sidstepladsen i puljen. Sidste kamp i gruppen er på hjemmebane mod Liverpool om en uge.

Inden da venter der lørdag en udekamp mod Vejle i Superligaen.