Nyt navn til onlinenyheder: aoib.dk bliver til ikast-brandenyt.dk

Nyhedsportalen aoib.dk skifter fra i dag navn til ikast-brandenyt.dk

16. januar 2020, 12.06

Der er nyt udseende på de lokale online-nyheder fra i dag. Nu hedder siden ikke længere aoib.dk - men Ikast-brandenyt.dk. Foto: Ikast-brandenyt.dk

ONLINE- Onsdag får den hidtidige onlineportal for nyheder fra Ikast-Brande-området nyt navn. Her bliver aoib.dk til ikast-brandenyt.dk. Med skiftet får sitet samtidig et designmæssigt løft i forhold til overblikket over både lokale nyheder, billedgallerier, videoer, e-avisudgaverne af Ikast Avis og Focus Ikast-Brande, begivenheder i hele området sammen med lokale nyheder fra Herning Folkeblad.

Vi glæder os til at præsentere ikast-brandenyt.dk, som også bliver langt mere brugervenlig på mobilen. Aoib.dk har i mange år været en god og velbesøgt platform, men i takt med udviklingen på onlineområdet bliver det nye site en klar opgradering, som vi på redaktionen glæder os til at formidle nyheder og gode læsehistorier fra hele området på, siger Ikast-Brande redaktør i Mediehuset Ikast-Brande, Jette Aaes.

Tydeligt signal

Aoib.dk blev oprindeligt lanceret som onlineportal i oktober 2009. Lige op til kommunalvalget samme år, og allerede fra begyndelsen fik websiden en flot og aktiv modtagelse af mange brugere. Sidens navn var forkortelsen for Alt om Ikast-Brande, og den var oprindelig på linje med nyhedsportaler i en lang række øvrige danske byer tænkt som en fællesportal for mange lokale aktører. Som de øvrige steder i landet med alt-om-navneforkortelsen gik udviklingen imidlertid væk fra fællesportaler, og websiden har derfor altid fungeret som nyhedssiden for Ikast Avis og Focus Ikast-Brande.

- Sammen med opgraderingen af både udtryk og brugerfladen giver det god mening at give siden et navn, der tydeligt viser, hvad vi er for et medie, siger Jette Aaes.

Hun håber, at nuværende og helt nye brugere har lyst til at kigge ind og opleve områdets nye nyhedsportal.

- Vi håber, at endnu flere har lyst til at bruge muligheden for lokalt overblik og indsigt i hele vores område.

Samtidig understreger redaktøren, at den gamle adresse, aoib.dk, fremover sender brugerne automatisk videre til den nye side.

- Så skulle nogle af gammel vane stadig søge på aoib.dk, så går man ikke glip af noget. Tværtimod.