Festlige ballader i kirken

I weekenden sang og spillede Et Lille Band og støttede socialt udsatte gennem sang og en festlig oplevelse

1. oktober 2021, 06.48

Et Lille Band sang og spillede til støtte for socialt udsatte. Foto: Privatfoto

KONCERT Da Et Lille Band med Stig Skovbo fra Moselund i spidsen gav koncert i Engesvang Kirke søndag 26. september, blev der samtidig fortalt en række historier. Stig Skovbo, der har skrevet alle gruppens numre, fortalte lidt om de enkelte sange.

Blandt andet fortalte Stig Skovbo, at han mange gange har sat sig til klaveret med den intention at skrive et rock-nummer, der vil kunne bruges på et fodboldstadion. Hver gang er det endt som en ballade med lidt kærlighed. En dag tænkte han, at nu ville han snyde hjernen og gik til klaveret med den plan at lave en kærligheds-ballade. Og det blev det så.

Kun for gode formål

Omkring 30 musikinteresserede – ikke kun fra Engesvang – købte billet til koncerten i kirken. Entréindtægter gik ikke til de fem musikere, men til socialt udsatte i Engesvang sogn. Det var nemlig en støttekoncert til fordel for Engesvang Kirkes uafhængige hjælpekasse, Engesvang Menighedspleje.

Et Lille Band har det princip ikke at spille for private men kun til fordel gode formål, som gruppen selv kan stå inde for. Blandt andet har Et Lille Band også tidligere givet en støttekoncert i Engesvang Kirke til fordel for Folkekirkens Nødhjælp.

Bandet består af sangerinden Karina Strøm Nielsen, hendes søster Heidi Bak Nielsen på klaver, Morten Bødker på bas, Joan Frost på cajun og flygelhorn samt Joan Frist ægtefælle, Stig Skovbo, på guitar og mandolin. Det er også ham, der har skrevet gruppens numre. En undtagelse er dog »Bag jazzens larm«, der er et digt af Halfdan Rasmussen, som Stig Skovbo fik lov til at skrive musik til i forbindelsen med 100 året for digterens fødsel.

Koncerten affødte kraftigt bifald, og det fik da også bandet til at give et ekstranummer med en ballade, der beskriver, hvordan man som barn ligger på en græsplæne og ser på de sjove figurer, skyerne kan danne.